At være leder er ligesom at være fodboldtræner

Marianne Jeppesen har gejst. Det lyser ud af øjnene på hende, allerede da hun træder ind i lokalet med sin leopardmønstrede trøje, rødbrune hår og ditto lakerede negle. 

Den 1. februar i år startede hun nyt job som direktør for kulturhuset RemisenBrande. Dagen forinden blev hun bogstavelig talt klappet ud som afgående citychef i City Vejle. Og før det tæller cv’et en række andre topposter, heriblandt en chefstilling i MEETING Horsens. 

»Jeg tror, mine kollegaer vil beskrive mig som et højenergisk, stressende menneske,« ler hun. »Mit hoved spinner altid derudad med ting, som holdet og jeg skal huske. Men de vil også sige, at jeg er meget favnende omkring mit hold, og at jeg er stolt af de spillere, jeg har. Det gør mig glad at sige det til dem, og jeg bilder mig ind, at de også bliver glade for at høre det,« siger Marianne.

Hjertet er gult

Man behøver ikke at snakke med Marianne i mere end et par minutter, før man bemærker, at hendes sprog er gennemsyret af fodboldtermer. Hun har ikke medarbejdere, men spillere. Holdet skal ikke nå nogle mål, men vinde nogle kampe. Og hun opfatter sin egen rolle som træneren, der skal motivere truppen og sørge for, at den består af de rigtige kræfter.

Sproget kommer fra det gule hjerte, der banker for AC Horsens. Når hun ikke arbejder, bruger hun en stor del af sin tid på fodbold – ikke kun som tilskuer, men også som bestyrelsesmedlem i klubben. 

»Fodbold er følelser, men for os er det også hardcore økonomi. Jeg elsker det arbejde, vi laver i bestyrelsen. Det er kompleksiteten i de konflikter og debatter, vi har, som på en eller anden måde altid virker frisk og ny,« siger hun. 

En ekstrem udvikler 

Det er vigtigt, at der er nye bjerge at bestige, ellers kan Marianne ikke trives. Det kan ses på hendes jobhistorik. Hendes karriere er karakteriseret ved, at hun sidder på topstillinger i få, men intense år og drager videre, når hun ikke føler, hun kan gøre mere. 

»Det er mit lod at være på en arbejdsplads i kort tid. Jeg er en ekstrem udvikler, og når jeg kommer til et punkt, hvor jeg ikke føler, jeg kan lave noget om eller udvikle mere, så går jeg til indeni. Efter jeg fyldte 50, har jeg haft nogle heftige diskussioner med mig selv. Jeg er altid glad på min arbejdsplads, men kunne jeg ikke bare nå til et punkt, hvor jeg kunne hvile i det, jeg er i? Jeg besidder ikke genet til det. Jeg har simpelthen ikke evnen til at sige ’nu er det godt nok’, og derfor må jeg videre, når det begynder at blive drift for mig.« 

Det er mit lod at være på en arbejdsplads i kort tid. Jeg er en ekstrem udvikler, og når jeg kommer til et punkt, hvor jeg ikke føler, jeg kan lave noget om eller udvikle mere, så går jeg til indeni.

Hendes personlige mål er at gøre medarbejderne så gode, at de ikke længere har brug for hende. 

»Ledelse er at skabe resultater gennem andre mennesker. Som jeg ser min opgave, skal jeg gøre mig selv overflødig så hurtigt som muligt. Så er jeg lykkedes langt hen ad vejen. Jeg presser mine spillere meget, fordi jeg tror på dem, og jeg håber, at de efterfølgende vil tænke ’det var hårdt at arbejde med Marianne, men for fanden hvor blev jeg god!« 

To af min slags ville være et helvede 

Når Marianne skal sætte sit hold, er det langt fra tilfældigt, hvem der bliver udvalgt. Her er kompetencer og personlighed altafgørende. 

»Jeg boner selv meget ucharmerende ud på personlighedstests. Der er bare et stort D for dominerende og I for initiativ og iderigdom, og så er der ikke plads til at vise, at jeg også er ret empatisk« griner hun. »Det er noget, jeg taler helt åbent om, for jeg ved, at jeg får andres profiler til at ændre sig, i og med at jeg er så dominerende. Når jeg skal have nye spillere ind, sørger jeg for, at de ikke minder om mig. Vi skal bruge alle mulige forskellige, så vi bliver gode sammen, for så kan vi noget. To af min slags ville være et helvede for os begge og virkelig træls for resten af teamet.« 

Familie og arbejde er forenet 

Marianne har to sønner, og hendes partner Lars Feldskou har ligeledes to sønner fra et tidligere forhold. Hun brænder for det, hun laver, og hun har for meget virkelyst til at holde sig til 37 timer om ugen – men det gør ingenting. For hende er familieliv og arbejde nemlig ikke to adskilte ting. 

»Min familie har altid været en del af det, jeg laver. Der er ikke nogen i min familie, der ikke allerede har været på Remisen. Jeg har mine børn hver anden uge og elsker at bruge tid med dem og følge med i deres liv, så meget som en mor nu kan uden at blive for pinlig. Men i de uger, jeg ikke har dem, bestiller jeg næsten ikke andet end at arbejde,« siger hun. 

Kontrolmenneske 

Hårdt arbejde lønner sig – det ved Marianne. Hun elsker at være i kontrol og frygter intet, som hun selv har indflydelse på. Men det er ikke alt, der kan kontrolleres. 

»Der er to ting, der virkelig kan skræmme mig. Jeg har en alder, hvor mine forældre er ved at være gamle, og når jeg kigger ind i den fremtid, bliver jeg trist og usikker. Og så bliver jeg bange, hver gang AC Horsens spiller nedrykningskampe. Det er to ting, som jeg ikke kan arbejde mig igennem eller gøre en forskel i. Jeg kan bare sidde og se passivt til. Det er det hårdeste for mig,« siger Marianne. 

Ét drømmejob 

Der er ikke nogen lang videregående uddannelse i rygsækken, og det har på ingen måde været givet på forhånd, at Marianne skulle blive direktør for et kulturhus – eller citychef i en cityforening for den sags skyld. 

»Jeg har kun haft ét rigtigt drømmejob. Det var at blive rejseleder. Guiderne så altid ud til at have det så sjovt, og det ville jeg også have, så efter Amtsgymnasiet i Horsens tog jeg på guideskole på Mallorca,« siger hun. 

Det blev til tre år i Falke Rejser, hvor hun bestred titlen som destinationschef med ansvar for Spanien. Da hun kom hjem, fik hun et trainee-job hos Ecco Sko. Det indledte et 20 år langt ægteskab med skobranchen, hvor hun blandt andet var International Chief buyer i Bianco Footwear og Product Manager i Sanita A/S. I løbet af disse år boede hun også i Portugal, Indien og Indonesien i længere perioder. Men som det er med Marianne, kom der et tidspunkt, hvor hun havde været i det for længe. 

»Jeg prøvede i flere omgange – lidt halvhjertet måske – at komme ud af skobranchen, men hver gang endte jeg med et nyt job i samme branche,« griner hun. 

Sådan blev det ved, indtil Marianne en dag sagde op uden at vide, hvad det næste projekt skulle være. 

»Jeg er opdraget med, at man skal give af sig selv, når man kan, og nu havde jeg pludselig masser af tid, så på vej hjem ringede jeg til Kræftens Bekæmpelse og spurgte, om de kunne bruge mig til noget. Jeg kom til at arrangere Stafet For Livet i Aarhus og Horsens på frivillig basis og uden løn. Der samlede vi 400.000 kroner ind,« siger hun. 

Det projekt begyndte i år 2013. Samme år som Marianne blev chef for MEETING Horsens. Her var hun to og et halvt år, før turen gik videre til City Vejle, hvor det lykkedes hende og resten af cityforeningen at fordoble medlemstallet og at sikre Vejle den prestigefyldte titel som Danmarks Bedste Handelsby 2018. 

Og hvad så nu? 

»Til jobsamtalen ved RemisenBrande, spurgte de, om jeg havde planer om at blive der i mere end bare et par år. Det sagde jeg nej til, for jeg ved, at jeg ikke kan blive der for længe,« siger Marianne og fortsætter: 

»Jeg er af den skole, hvor man tænker, at der er uendelige muligheder foran mig. Jeg håber da, at jeg en dag skal hjem til Horsens igen og gøre noget for byen, men jeg er ikke begrænset af, at jeg har læst noget, eller at jeg skal arbejde i en bestemt retning. Jeg har virkelig en tro på, at jeg også kan komme over de høje bjerge, selvom jeg ikke er uddannet som bjergbestiger. Det kræver bare stædighed, iver, udholdenhed og hårdt arbejde. Nogle gange er det også held, og det er altid i et samarbejde på holdet,« slutter hun.