Fra minus til plus i AC Horsens

Fra minus til plus i AC Horsens

Da han satte sig i direktørstolen tilbage i 2015 var fodboldklubben AC Horsens blot en skygge af sig selv. Nedrykningen fra Superligaen til 1. division havde taget hårdt på klubben, der var ramt af fyringer, nedskæringer og underskud. Der var nok at tage fat på for den dengang 31-årige Kristian Nielsen.

Det er mandag formiddag, da Notion møder Kristian Nielsen på hans kontor i AC Horsens. Hjørnekontorets glasvægge giver frit udsyn til resten af administrationen, hvor søndagens 2-1 sejr over Lyngby giver anledning til en let opløftet stemning og brede smil.

»Ja, nogle uger er sjovere end andre,« siger Kristian Nielsen med et smil, mens han lukker glasdøren.

Hentet hjem til AC

Kristian Nielsen har tidligere selv spillet fodbold i AC Horsens, siden blev han uddannet bankrådgiver og arbejdede i Sydbanks Horsens-afdeling. I 2013 sagde han sit job op for at rejse til fodboldklubben Chievo Verona i Norditalien for at blive U15 og U17-træner.

»Jeg var klar til noget andet og ville gerne tilbage til fodbolden og trænergerningen, så det var en god mulighed for mig,« fortæller Kristian Nielsen, der også er træneruddannet og har en A-licens.

Ganske kort tid forinden havde Kristian Nielsen mødt sin kæreste, som rejste med ham til Italien. Her boede de sammen i to år, indtil de fik en god grund til at rive teltpælene op igen: »Vi var begyndt at tale om, at vi ville hjem til Danmark, da jeg fik nys om, at AC Horsens søgte en ny direktør. Så jeg sendte min ansøgning og var til samtaler. Da jeg blev tilbudt jobbet, sagde jeg »ja« med det samme – og derfra gik tingene stærkt. Jeg fik afsluttet mine ting i Italien, og så var vi på vej hjem til Horsens og mit nye job,« siger Kristian Nielsen.

10,4 millioner i underskud

Den første uge i AC Horsens gik med overdragelse fra klubbens hidtidige direktør Henrik Ravn. Men efter bare otte dage i direktørstolen satte Kristian Nielsen sin underskrift nummer to:

»Jeg var indkaldt til det første bestyrelsesmøde, hvor årsregnskabet for det forgangne år blev præsenteret. Klubben havde et underskud på 10,4 millioner – og dét papir skulle jeg sætte min underskrift på,« fortæller Kristian Nielsen og løfter øjenbrynene en smule. Udfordringerne i klubben var til at få øje på, men Kristian Nielsen tvivlede aldrig på, at det skulle lykkes:

»Klubben var hårdt prøvet og i den grad ramt på sin stolthed. Men jeg fokuserede på den strategi og den plan, som var lagt for klubben – og som jeg havde tiltro til skulle blive vores vej tilbage. Min opgave var at eksekvere. Det var en tid, hvor vi var nødt til at sige farvel til spillere og tilpasse økonomien. Det var ikke altid sjovt,« siger han.

Holdet skulle sættes på ny

Der var ikke mange ressourcer at gøre med, da Kristian Nielsen kom til AC Horsens. Og måske netop derfor, havde klubbens gamle værdier: Sammenhold, ydmyghed og hårdt arbejde, aldrig haft større berettigelse end nu.

»De værdier er ikke bare noget, vi har til at stå på en væg i administrationen. De er grundlaget for vores klub – og udgangspunktet for alt vi gør. Det gælder hele vejen rundt; fra spillerne på banen, vores trænere og administrationen – alle skal kunne mærke det og udleve det. For når det er på plads, og du sætter dit hold efter det, kan du begynde at bygge op på ny,« siger Kristian Nielsen.

En sikker fremtid

På ganske få år formåede AC Horsens at vende millionunderskuddet til et overskud på 12,9 millioner – penge som direktøren er stolt over, at klubben har tjent på egen hånd. »Fra 2015 til 2018 steg vores egenkapital fra 2,5 til 20 millioner. Så kan det godt være, nogen mener, jeg sidder vel tungt på pengekassen – men der er ingen, der ved, hvad fremtiden bringer. Og klubbens egen historie viser meget godt, hvordan tingene hurtigt kan vende. Vi skal også kunne klare os i de mindre gode tider,« siger han.

Baby i vinterpausen

Det er tydeligt, at Kristian Nielsen er sportsmand og strateg helt ind til benet. Han brænder for klubben og bruger størstedelen af sine vågne timer på at tænke på klubben, arbejdet og fodbolden.

»Fodboldverdenen er en livsstil – og sådan er det. Det kan godt være en udfordring for mig at være mentalt tilstede, når jeg er derhjemme. Men min kone og min datter er gode til at trække mig tilbage til virkeligheden,« siger Kristian med et smil.

Inden længe skal direktøren også finde tiden til at gå på orlov for en stund. Kristian Nielsens kone har termin i januar 2020.

»Altså jeg siger ikke, det er planlagt efter det – men at vores kommende barn melder sin ankomst i vinterpausen, er da en glimrende timing,« griner han og slår ud med hænderne.

Det Horsens har nu, er ikke kommet af sig selv. Og det varer ikke evigt. Det kræver, at alle bidrager med alt det, de kan. Vi må ikke tage for givet, at det går godt

En stærk spiller i byen

Kristian Nielsen arbejder målrettet for at skabe de optimale rammer for de 11 mand på banen, trænerstaben, administra­tionen og klubbens mange fans. Men for ham handler det også i høj grad om, at klubben forbliver en stærk spiller i byen:

»Der er ingen tvivl om den værdi, det har for Horsens som by og brand, at det går godt for byens hold. Det er med til at gøre Horsens til en attraktiv by. Og det kommer i sidste ende til at gavne både tilflytter-tal, erhvervslivet og kulturen,« siger han og fortsætter:

»Det Horsens har nu, er ikke kommet af sig selv. Og det varer ikke evigt. Det kræver, at alle bidrager med alt det, de kan. Vi må ikke tage for givet, at det går godt.«

En klub for alle

Det er tydeligt, at Kristian Nielsen er vokset op i en verden præget af holdånd og sammenspil. Han vil have alle med – og han går gerne forrest og viser vejen. Derfor samarbejder klubben med flere af byens øvrige aktører for at styrke integrationen og favne de borgere, der lever på kanten samfundet.

»Det er vores ansvar, og det er vores forpligtelse at bidrage og gøre opmærksom på de udfordringer, der er i vores lokalsamfund. Det gør vi blandt andet ved at integrere; fordi det gør en forskel, når de unge fra Sundparken hjælper med at afvikle vores hjemmekampe. Det er en stor hjælp for os – og det skaber værdi og tilhørsforhold i deres hverdag,« siger han.

Direktørdrømme

Selv om han landede drømmejobbet allerede som 31-årig, er Kristian Nielsen ikke færdig med at sætte mål for sig selv og AC Horsens.

»Jeg udvikler mig og bliver dygtigere sammen med klubben – hele tiden. Og jeg har mange visioner på klubbens vegne. Helt konkret arbejder vi for at optimere faciliteterne og stadion-oplevelsen for vores fans. Der skal være god stemning, og vi skal sælge flere billetter,« siger han.