Peter Sinding // Notion

Horsens har en unik position i Danmark

Horsens Kommune har en delt førsteplads med Roskilde Kommune som Danmarks mest attraktive for tilflyttere. De mange nye borgere er med til at give Horsens’ kommunaldirektør Peter Sinding Poulsen en spændende hverdag.

I 2030 vil Horsens Kommune have 100.000 indbyggere – hvis udviklingen fortsætter. De mange tilflyttere fra hele Danmark er med til at skabe helt nye bydele. En af kommunaldirektør Peter Sinding Poulsens mange opgaver er at sørge for, at Horsens Kommune kan følge med den udvikling.

Det er sjovere at være bagud med at bygge nye institutioner og skoler end at lukke dem.

»Vi arbejder med at gå fra at være en provinsby til en stor by. Vi mærker efterspørgsel af de tilbud, man har i større byer. Det første var, at de nye borgere ikke vil have dagpleje-pladser, men foretrækker vuggestuer og integrerede institutioner. Så derfor har Byrådet gennem flere år prioriteret udbygningen af vuggestuepladser Nu er der også efterspørgsel på street food, og der er vi ikke skarpest, medmindre vi regner pølsevogne med,« siger han.

Kommunaldirektøren glæder sig over, at Horsens i stedet er stærk på specialiserede restauranter og caféer som Gasfabrikken, Møhr og den franske Café La Vie.

Pressede skoler i sydbyen

Horsens tiltrækker i gennemsnit 1.000 nye borgere om året og har gjort det i 10 år. Der er mange børnefamilier iblandt, og det kan ses på skolerne, som er fyldt godt op. I den populære sydlige del af Horsens er der særligt stort pres på.

»Vi plejer at sige, at det er sjovere at være bagud med at bygge nye institutioner og skoler end at lukke dem. Der er mange kommuner, som kæmper med det problem,« siger Peter Sinding Poulsen.

Kommunen har et godt øje til den gymnasiebygning, som bliver til overs efter Horsens Gymnasium på Ormhøjgårdsvej i sydbyen. Hvis Horsens’ to gymnasier vel at mærke får undervisningsministeriets tilladelse til at fusionere og bygge ud på Horsens Statsskole.

»Det er en fin bygning, som næsten er lige til at flytte ind i. Den skal bare have en legeplads og måske noget maling. Men det hele afhænger af gymnasiernes tidsplan.«

Mindre boliger og yngre kulturtilbud

Børnefamilierne flytter i høj grad til Horsens for at få en større bolig. Men mange tilflyttere er også uden børn. De vil hellere have mindre boliger tæt på både by og natur. Langt de fleste tilflyttere er erhvervsaktive og har enten arbejde i Horsens eller pendler ud af byen.

»Man kan nå rigtig mange arbejdspladser fra Horsens. Det er med til at give os en stor arbejdskraftreserve, som gør det meget attraktivt for virksomheder at flytte hertil. Politisk arbejder vi på at dyrke de innovative virksomheder, som har industriel omstilling og ny teknologi på deres dagsorden. Men vores placering gør os også meget interessant for virksomheder med meget lager og logistik,« siger Peter Sinding Poulsen.

Horsens har for længst slået sig fast på store koncerter med etablerede verdensnavne. Men i takt med at befolkningen bliver yngre, er der også behov for kulturelle tilbud til børn og unge. Det har Horsens & Friends, FÆNGSLET og Horsens Kommune blandt andet kastet sig over ved at udvikle den nye festival Wall of Sound, som både byder på unge kunstnere, kreative håndværkere og street food.

Mange af de unge mennesker i Horsens vil fra 2020 få meget af hverdagen til at gå omkring VIA University Campus. Derfor er kommunen fokuseret på at skabe gode kulturtilbud i området.

Nye bydele på vej

De mange nybyggere i Horsens er med til at skabe helt nye bydele som fx Bygholm Bakker i udkanten af byen. Kommunen har lavet en helhedsplan for et tre kilometer bredt bæredygtigt natur- og byområde nord for Nørrestrand. Her bliver der gjort plads til 9.000 indbyggere.

I det centrale Horsens vil DSB Ejendomsudvikling udvikle det 100.000 kvadratmeter store godsbaneareal med boliger og indkøbsmuligheder. 

Horsens er blevet en by, hvor man godt kan investere sine pensionskasse-millioner.

Flere pensionskasser er desuden engageret i udstykningen af havnens arealer til boliger.

»Horsens er blevet en by, hvor man godt kan investere sine pensionskasse-millioner. Det er ikke givet for en by af Horsens’ størrelse. Der kommer store investeringer fra kapitalfonde i ind- og udland.«

Peter Sinding Poulsen har i sin tid i Horsens bidt særligt mærke i den store grad af iværksætteri og skabertrang, som ligger over byen.

»Det er spændende at følge udviklingen i en by, der arbejder så hårdt. Vi har en stor opgave i at sikre, en balanceret udvikling i byen og resten af kommunen, og samtidig give et stort handlerum til investorer og projektudviklere. Og så håber vi jo alle på, at AC Horsens vinder Superligaen. «