Jeg vil ikke have de skide kanter!

Økonomisk deroute. Sådan beskriver Mona Juul sin nuværende situation. Men det sker med en høj latter. Lyden af morskab finder vej rundt i hendes køkken mange gange i løbet af samtalen. Også når emnet er hendes debatmodstandere.

»Der er nogle, der er virkelig nasty på sociale medier. De bliver desværre belønnet med opmærksomhed. Jeg vil ikke råbe og dyrke uenighederne. Jeg vil finde løsninger – og ikke bruge tiden på konflikter. Min kant er, at jeg vil ikke have alle de skide kanter,« siger hun.

Mona Juul forlod i efteråret sin stilling som adm. direktør for reklamebureauet Envision i Aarhus. Nu lever hun af bestyrelsesarbejde og sin opsparing. Hendes plan er at komme i Folketinget for Det Konservative Folkeparti, og hun har ansat to unge partisoldater til at hjælpe med valgkampagnen, som hun styrer fra hjemmet i Horsens.

Når hun ikke debatterer på sociale medier eller in real life, bruger hun meget af sin tid på at lære, hvordan tingene fungerer i blandt andet den offentlige sektor. For hun er sikker på, at der er mange muligheder for forbedring. For eksempel i forhold til beskæftigelse.

Stoler på virksomhederne

Egentlig har Mona Juul bevidst udeladt flygtninge, migranter og indvandrere fra sin politik. Men når talen falder på arbejdskraft, kan hun alligevel ikke undgå det.

»Det er min egen protest mod en dialog, som har været kørt for højt op. Jeg synes, alt er sagt. Selvfølgelig kan vi ikke have hele Afrikas befolkning her. Men vi skal hjælpe, hvor vi kan, og være dygtigere til integration. Det er pinligt, at vi ikke kan tage 500 kvoteflygtninge. Men vi må heller ikke blande tingene sammen,« siger hun.

Selvom der stadig er omkring 100.000 arbejdsløse danskere, har mange virksomheder svært ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Det vil ifølge Mona Juul være lettere, hvis vi adskiller diskussionen om arbejdskraft fra den om indvandring.

»Vi er nødt til at få kigget ordentligt på de 60-70.000 jobs, som vi allerede nu begynder at mangle ingeniører, plejeper­sonale og håndværere med mere til. Jeg tror på virksomhederne, der siger, at de mangler den arbejdskraft.«

I debatter har flere repræsentanter for fagbevægelsen bedt Mona Juul om at dokumentere manglen på arbejdskraft med jobopslag. Men ifølge hende er det en stor misforståelse.

»Virksomheder lader ikke opslag stå i en uendelighed, og mange laver ikke engang et jobopslag – for de har ringet til arbejdsformidlingen og fået nej. Hvis de ikke finder den rigtige, sænker mange virksomheder produktiviteten og siger nej til opgaver. Det er satme ikke godt for Danmark!«

Det er enormt nemt at sige, at skattelettelser giver til de rige og tager fra de fattige. Nej! Der sker præcis det modsatte! Det er bare så meget sværere at forklare.

Konservativ i sneaks og gadesprog

Det kommer bag på de fleste, at Mona Juul er konservativ. Hun foretrækker behagelige sneakers frem for stiletter. Cola Zero frem for kaffe. Og så har hun aldrig fundet tid til at få børn. I stedet har hun tradition for at lave sjove julekort med sin 12-årige hund Victor.

Hendes politiske engagement begyndte lidt tilfældigt. Hun ville bare hjælpe et parti med god kommunikation. Da Socialdemokratiet ikke bed på Envisions pitch, vendte Mona Juul sig i stedet mod Det Konservative Folkeparti. Sådan lærte hun partitoppen at kende og kom til at stå bag kommunikations-
platformen »For dig og for Danmark«.

Hun var ved at hjælpe partiet med at finde en erhvervsprofil, som kunne overtage Naser Khaders mandat i Østjylland. Men efter et hint fra vælgerforeningen slog det hende, at hun selv burde gøre det.

»Det er helt skørt. Jeg var meget glad for mit arbejde og midt i en stor plan for Envision. Det giver en masse problemer, men nogle gange ved man bare, at det er nu. Demokratiet er superfedt, så vi er nødt til at bakke op om det,« siger hun.

Vores værdier sidder jo ikke i tøjet!

Mange har taget godt imod hendes kandidatur. Men nogle har også svært ved at få Mona Juul presset ned i en kasse mærket »konservativ«. Hun vil heller ikke til at opføre sig anderledes for at passe ind i de flestes forståelse af det at være konservativ. I stedet vil hun fortsætte med at gå efter praktiske løsninger.

»Jeg er vant til at få tingene fikset. Det er meget sort/hvidt i folks hoveder. Så skal vi snakke nationale værdier, fædrelandet, og hvorfor jeg vil udpine velfærden. Det vil jeg ikke. Men jeg er først og fremmest optaget af, hvordan vi finder pengene, mens andre er mere optagede af, hvordan vi bruger dem. Poul Schlüter sagde engang, at vi skal have så stærkt et sikkerhedsnet, at vi samler de svageste op. Men samtidig sørger for, at vi ikke alle sammen ender i det. Siden jeg hørte det, har jeg været konservativ. Der skal være orden, balance og tryghed. Men jeg er så træt af ordet velfærd! Vi kan i sidste ende kun få flere penge i det offentlige – hvis vi da vil det – ved at vores eksport vækster. Det kommer den ikke til, hvis vi bruger sikkerhedsnettet som hængekøje,« siger hun. 

Mona Juul understreger, at vi har et fint og fungerende samfund med plads til alle. Som hun ser det, vil de fleste gerne have et job og et godt liv. Det vil hun værne om uden at gå op i, om hun og andre politikere har jakkesæt eller striktrøje på.

Exit Mona, enter Anders

Mona Juul ryddede sit skrivebord hos Envision samme dag, som hun sprang ud som folketingskandidat. Hun havde længe haft en plan om at indsætte sin næstkommanderende, Anders Tranæs, som sin efterfølger. Selv ville hun ikke stå i vejen for hans overtagelse, så hun gav med egne ord sine medarbejdere og kunder en kold tyrker.

»Det ville være unfair at blive. Så ville ingen vide, om jeg også var der efter valget. Nu har vi rene linjer, og Anders skulle alligevel være direktør efter mig om nogle år. Virksomheden skal i en ny retning, og det gør han meget bedre,« siger hun.

Anders Tranæs har de seneste 10 år stået i Mona Juuls testamente. Bare for virksomhedens sikkerheds skyld. Her kan man sige, at hendes klassiske konservative værdier alligevel skinner igennem. Men for Mona Juuls far overblændes hendes politiske ambitioner stadig af, at hun frivilligt har forladt et vellønnet job.

»Det vil han aldrig forstå. Men hvis den her plan glipper, må jeg finde på en anden. Jeg er altid optimist. Og jeg har ikke en plan B – kun en plan C.«