SCENEN ER SAT - IGEN

Kunstnerens virke

Michael Kviums styrke har altid været at få fat i det væsentlige og fravælge det uvæsentlige hos mennesker, der bestandig har været et centralt motiv for ham, og give sine værker det helt specielle kviumske aftryk. Det samme gælder hans andre værker. Man er aldrig i tvivl om kunstneren, når man står foran et af dem, og der er altid vægt i form af en tankebevidsthed bag.

Kvium har en viden inden for mange kulturelle og filosofiske områder ud over det sædvanlige, der betyder, at man kan blive ved med at betragte hans frembringelser og finde nye udtryk. Michael Kviums materialevalg er også specielt. Ud over malerier er det akvareller og gouacher, der kommer frem af hans pensler. Hans trykgrafiske værker er legio. Han udfører skulpturer i bronze, marmor og marionetdukker i varierede materialer. Der er intet, der er ham fremmed, og han overrasker gang på gang med nytænkning, der udmønter sig i forunderlige motiver og farver. Nu er han så altså på vej med en udstilling i sit jyske galleri Franz P. fra d. 27.november med fernisering fra kl.14-17.

Michael Kvium lige nu

I et interview med Michael Kvium beretter han om baggrunden for sine nye værker, som er akvareller, malerier og bronzemasker. Udstillingens overskrift er ’Darkland,’ der slår tonen i udstillingen an: melankoli! De seks akvareller og syv af de ti oliemalerier har samme tema: skylandskaber. Akvarellerne bærer alle titlen ’Above the Horizon.’ Fem af malerierne hedder ’Darkland Blues’ (2021) og to ’Vertical Winter Tale’ (2021). Desuden kendes yderligere i skrivende stund tre figurmalerier og fem lermasker, der skal støbes i bronze. Hvad derudover måtte komme til, vil man få at se, når udstillingen åbner. Det kommer til at dreje sig om en række akvareller og en række små malerier. Kvium tager nemlig ned og arbejder i sit spanske atelier i oktober og ind i november.

Vor problematiske nutid

Vi er i en krisetid, indleder Michael Kvium. Det viser han indtrængende i alle sine nye værker, der har referencer til de fornemmelser af, hvad vi alle flygter fra, nemlig tidens overtydelige emner som klimaproblemer, forurening, integration, overbefolkning, migration og pandemier. Vi bør, siger han, være fælles om at omtænke vor livsmåde, lave vores behov om. Kan vi vende den uheldige udvikling? Vi er ikke ovre corona, påpeger Kvium, som for ham resulterede i malestop i foråret, fordi han manglede nødvendigheden!

Vi bør være fælles om at omtænke vor livsmåde, lave vores behov om. Kan vi vende den uheldige udvikling?

Vi har, fortsætter han, udryddet dyrearter, der tidligere var bærere af de smitter, vi ser hos menneskene i dag. Vi er de letteste at hoppe på nu. Deri ligger nogle af problemerne. Det, der har fået og får ham til at frembringe disse nye værker, er, hvad der altså ligger ham så meget på sinde og fylder i tiden for ham. Kan vi vende disse problemer for vore børnebørns skyld? Vi har bevæget os ind i det ukorrekte. Vi er ikke idealerne, de lykkeligste, de dygtigste! Så Kvium går videre med udtalelsen: »Hvorfor lige være kunstner«

Det udsagn har Kvium afprøvet i mange år, og han holdt som nævnt op, fordi han ikke lige havde noget at sige på det givne tidspunkt. Så kom han i gang igen – og igen helt ind til kernen af sig selv: Hvem er jeg egentlig?

Ønsket ensomhed (med »historisk tilbageblik«) – og det modsatte

Kvium maler i ønsket ensomhed. Man kunne fristes til at mene, at det beror på hans barndom, hvor forældrene hurtigt fik øjnene op for drengens eminente tegnetalent og jog hans syv søskende ud fra stuen, hvor den lille Michael sad koncentreret og tegnede og gerne ville være alene! Han tegnede og malede videre og kom som 17- årig i lære på Horsens Folkeblad som reklametegner, hvor man den dag i dag kan se mange eksempler på hans kunnen i rammer på væggene i redaktionslokalet!

Efter endt uddannelse søgte han i 1979 på Det Kongelige Danske Kunstakademi og blev optaget – og resten er historie!! Det bør dog nævnes, at Kvium allerede i studietiden havde sin debut i 1980. Men hans sociale gen eksisterede som voksen. Så den ønskede voksenensomhed havde dog sin begrænsning under corona-isolationen, der føltes som et fængsel. Den forsøgte han så at komme ud af ved at deltage i Kunstnerkolonien på Bornholm, der blev vist på DR. Kunstnerne trængte til hinandens selskab efter den ufrivillige afsondrethed!

I Spanien, i ensomhed, prøvede han efterfølgende himle af i alle retninger. Han ville lave noget til sig selv: de horisontløse himmellandskaber med træer med og uden blade uden at blive for romantisk og tænke over farvevalget. En kunstnerisk proces at vælge fra, ikke underholde. Kvium har nydt dette arbejde.

1. Akvarellerne

De seks akvareller ’Above The Horizon’ (2021) er horisontløse himmellandskaber set ud i rummet. Kvium bemærker, at han ikke tegner op først! Han går direkte i gang. Han prøver virkemidler af, skaber linjer i himmellandskabet. Der ses afbrændte, døde grene i vinteragtige scenarier med ikke nødvendigvis realistiske, men dog genkendelige stemninger som fællesnævner i akvarellerne og syv af oliemalerierne.

2. Skyformationer og træer

Michael Kvium har brugt motiver med træer helt tilbage fra værker i 1990-erne og udstillet, ja, 20 år tilbage, akvareller. Hans skybilleder kan siges at hvile på en stolt tradition tilbage i Guldalderen i dansk malerkunst med C.W. Eckersberg, malerkunstens fader, som han benævnes, som den fremmeste eksponent for skymalerier. Nu får motivet så en ny rolle i Kviums optik som tolker og formidler af menneskelig erfaring via hans udgaver. Akvarellernes titel ’Above the Horizon’ indeholder en nøgle til yderligere forståelse af akvarellerne, synes man som betragter. Ved første kig har de noget uheldssvangert over sig. Men ved vedvarende ekstra kig udløses dog lidt håb i form af lysere farver og decideret noget opløftende i et par af dem i en solop- eller nedgang i et fantastisk skær med rosa, dybviolette farver, der dog også sætter melankolien i yderligere fokus.

3. ’Vertical Winter Tale’ (2021)

Hvad angår oliemalerierne, fortæller Michael Kvium, at der opstår en dialog mellem ham og lærredet, hvorved han suger en masse til sig - og arbejder motivet frem. Han prøver virkemidler af, ser ud i rummet. En sund dovenskab får ham til ikke at lave det, man forventer, siger han med et lille grin og fortsætter: Disse landskaber er en ny vej! Jo mere man arbejder, jo mere man kigger op i himlen, hvad tiltrækker og skræmmer os så mest? Hvor afpillede skal træerne i værkerne være, for at man kan se døden – brændte, døde træer? Det kan i den forbindelse siges, at vi mere skal finde ud af, hvad kvaliteten af vores livsindhold skal være? Her kommer atter klimaproblematikken ind for Kvium, der fortsætter med at fremføre, at vi skal rydde en plads i hjernen til de tanker og overvejelser, vi bør gøre os om tiden og dens store problemer.

Vi skal rydde en plads i hjernen til de tanker og overvejelser, vi bør gøre os om tiden og dens store problemer.

Titlen på de to værker får en til at tænke på Shakespeares skuespil ’A Winter’s Tale,’ der ikke hører til hans komedier! Og på David Essex, der sang ’A Winter’s Tale.’ Man bør heller ikke glemme Freddy Mercury’s sang med samme titel, hvor der findes en linje: ’Like a Landscape painted in the Sky,’ der jo sørgmuntert rammer plet- også hvad angår alle Kviums værker med skybilleder!

De to ’Vertical Wintertale’-malerier (2021) er todelte med et skybillede i det ene felt og et ensfarvet farvefelt, en sidefløj, som Kvium siger – enten i rødt eller sort - i det andet. Han fortsætter med at konstatere, at farven kan fortælle meget om billedet. De to felter påvirker nemlig hinanden: sidefløjene bryder og irriterer øjet. Det er, går Kvium videre, som at sætte et symfoniorkester i gang og så bryde rytmen!!

4. Darkland Blues

Hvor ’Vertical Winter Tale ’I er i formatet 170 x 220 cm, har de fem oliemalerier ’Darkland Blues’ (2021) målene 30 x 68 cm og er bygget op på samme måde med todelte felter (sidefløje igen), som alle er sorte. Melankolien, kan man sige, understreges yderligere af titeldelen blues, som er en sørgmodig musikform, der atter påpeger maleriernes grundtone.

Her ses altså i mindre format fem skymotiver. Kvium har nydt begrænsningen af virkemidler og ladet træerne og skyformationerne »gøre arbejdet« som han gør opmærksom på. Himlen er skåret i stykker – inspireret af den store engelske maler Turners (1745-1851) skymalerier. Kvium siger, at man skal lytte! til sine øjne.

Der er faktisk en musikgruppe ved navn The Jesus and Mary Chain, der synger sangen ’Darklands,’ hvori linjen ’And Heaven I think is too close to Hell’ ligesom kunne understrege vemodet i malerierne og det lidt uhyggelige, som var det indledningsbilleder til den danske film fra 2017: ’Darkland!’ Michael Kviums billedopbygning får én til at tænke på middelalderens to- og trefløjede altertavler, som disse værker kunne være en videreførelse af.

Rekvisitter

Et kapitel for sig er Kviums rekvisitter. For når vi betragter Kviums malerier, er det som at se teaterscener med personer der, ligesom skuespillere, optræder med rekvisitter, der understreger eller giver et vink om, hvad der foregår i skuespillet, og altså her i Kviums værker. Rekvisitter har været en væsentlig del af Kviums værker fra 1987 og siden hans første udstilling på Horsens Kunstmuseum i 1989: »Lucias øjne.« Det kan for eksempel være øjne, som nævnt, kranier, æg, handskedukker og ure uden tidsangivelse.

Figurmalerierne

Indtil nu har der ikke været antydning af mennesker i akvarellerne eller malerierne. Men tre oliemalerier, ateliermalerier, råder bod på dette.

5. A Study in The Studio (2019)

viser hverdagsmaleren i den lette påklædning, som Spaniens varme klima i det ørkenagtige område, Kvium befinder sig i, når han er dér, fordrer. Man må have en dertil passende klædedragt at male i, pointerer han. Man kan ikke flygte fra virkeligheden, hvor man end er, som han udtrykker det. Det er meget private billeder, nærmest en kliché = maler i værksted, siger han. Bag den skulende maler ses et maleri. Til det bemærker Kvium: »Vores kerneproblem, at kloden er overbefolket. Man burde slå halvdelen af jordens befolkning ihjel! Billedet fortæller mig, hvad jeg skal gøre.«

Og det er så blevet dette værk bag maleren i rødt med en uendelig samling opadvendte, skrigende ansigter- mennesker i dyb nød. Det er som en videreførelse af temaet i Kviums værker fra udstillingen på Arken i 2017 med de mange forstemmende udtryk fra Kviums hånd af menneskelig råhed mod eksempelvis flygtninge. Der er ikke sket nogen forbedring i løbet af de fire år i Kviums optik, kan man se. Kviums billeder er aldrig kun narrative (fortællende). De er altid også performative (handlingsytrende). De bliver først til i mødet med beskueren.

6. The Nest (2019)

Her optræder malerens alter ego foran et maleri, der giver mindelser om ’Alien Aftermath,’ 2017, der også stammer fra Arken-udstillingen det år- hvor der ned fra loftet hang sammenhængende, kropslige, biomorfe kroppe i silicone, man skulle forholde sig til ved forbigangen. De har rødder i Kviums værker mange, mange år tilbage!!

Personens kejtede gestus med de handskebeklædte hænder udtrykker, at han ikke rigtig kan finde ud af det! Siger maleren selv! Der sker mærkelige ting i maleprocessen, siger han, når han er i sit værksted, hvortil han trækker sig tilbage og undervejs får en redefornemmelse: The Nest!!

7. Dreamer’s Nest (2021)

Dette maleri samler essensen af udstillingens temaer med sky-og figurbillederne. Her i det atter todelte værk ses skybilled-delen til højre og den skulende kunstner stående i vand (Oversvømmelse? klimafremkaldt?) til venstre. Det samme outfit som i de andre malerier. Dog bærer han i højre hånd en lille grøn kvist. Måske et spinkelt håb om noget bedre?

8. Losers

Fem ansigtsmasker i bronze (2021) af tabere i flere af ordets betydninger. Den direkte og det at tabe ansigt, som Kvium forklarer! Han er ikke interesseret i Winners! Det er mennesker, der er hængt ud eller hængt op - atter tvetydigt. (Læg mærke til sømmet øverst på masken!) Det er udskældte, fortabte mennesker, der skriger, fastholdt i bronze.

Det er et socialt fænomen, bemærker Kvium, at være udstødt, at være inde eller ude. Disse masker er som græske teatermasker, der helt op i vore dage også er gangbare i teatersammenhæng med eksempelvis masken »Ei blot til Lyst,« der kan ses over Det Kongelige Teaters indgang. Disse bronzemasker er som ophængte rekvisitter, som kunstneren benytter og har benyttet sig af gennem tiden i hele sit kunstnerlivs værker som tidligere nævnt.

De ligner også de kranier, en andet rekvisit, Kvium som nævnt har benyttet sig af med kraniets grundform og i årenes løb også i stadig mere og mere opløste former, der bl.a. kan seshænge på en persons finger i slatten gummiudgave. Munden er blevet til det skrig, som Kvium skylder Edvards Munchs ’Skrig,’ som Kvium har brugt i sine værker helt tilbage i 1990-ernes start. Det virker, som om Kvium vil helt »ind til benet« med det menneskelige ansigt og dermed frembringe et memento mori-motiv (Husk du skal dø).

Man kan afslutningsvis sige, at Michael Kvium med denne udstillings værker stadig arbejder med passion - i begge dette ords betydninger: lidenskab og lidelse og som sædvanligt har fingeren på tidens puls.

Hvor bliver det spændende at se udstillingen udfoldet hos Galleri Franz P., Carolinelundsvej 47 i Horsens fra d.27. november med fernisering kl.14-17. Se mere på gfranzp.dk.