Rodkjær Event // Notion

Unikke og grønne events skabes i Solbjerg

Et af Danmarks største eventbureauer – Rodkjær Event ligger i Solbjerg syd for Århus. Her har Mikael Rodkjær opbygget en virksomhed på at sætte de menneskelige relationer først.

Forestil dig at gå tur gennem alle tænkelige temafester, højtider og storcentre på én gang. Sådan er det at træde indenfor hos Rodkjær Event i Solbjerg. Mylderet af historiske bygninger, kæmpe Oscar-statuer og dekorationer til enhver lejlighed sender sanserne på overarbejde.

Rodkjær Event er i dag et af Danmarks største eventbureauer. Mikael Rodkjær stiftede det alene i 1999 og har siden specialiseret sig i at tilbyde events, som er skræddersyet til kunden.

»Vi gør meget for at lære kundernes DNA at kende, så vi kan give præcis det, som passer til dem,« siger Mikael Rodkjær.

Han nyder stadig selv at trække i arbejdstøjet for at følge de fleste events helt til dørs. Den dedikerede tilgang har givet Rodkjær Event kunder blandt Danmarks største virksomheder.

Efterfølgeren er på plads

I 2005 kom serviceøkonom-studerende Mette Stasiak Hagel-quist i praktik hos Rodkjær Event, og det gik så godt, at hun
fortsatte i studiejob. Som færdiguddannet fik hun fast arbejde, og i dag er hun direktør i Rodkjær Event.

»Jeg har arbejdet mig op fra bunden og kender alle facetter af opgaverne,« siger hun.

Siden 2005 er staben vokset til 11 personer, og hun har rettet mere fokus mod projektledelse og strategisk arbejde. Mikael Rodkjær er på papiret næsten pensionsmoden, men i ånden er han det langt fra.

»Vi har ikke to dage, der er ens. Det giver en masse oplevelser, som jeg kan lide. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden, så jeg vil bestemt også gå her på mine gamle dage og videreformidle mine erfaringer og fortælle anekdoter, mens jeg fejer på lageret,« siger han.

Alligevel ser han det som rettidig omhu at gøre sin virksomhed klar til den næste generation ved bl.a. at omdanne Rodkjær Event til et aktieselskab.

Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden, så jeg vil bestemt også gå her på mine gamle dage og videreformidle mine erfaringer og fortælle anekdoter, mens jeg fejer på lageret

Grøn omstilling på vej

Fester og events er sjældent en bæredygtig disciplin. Men Rodkjær Event oplever, at kunderne er blevet mere bevidste om at se på, hvordan man fester med respekt for klimaet og miljøet.

Det store dekorations-lager i Solbjerg er i sig selv en øvelse i genbrug og cirkulær økonomi. Men Rodkjær Event stopper ikke der. Ambitionerne er større. Bureauet er ved at udarbejde en forretningsmodel, der i højere grad skal rådgive kunderne om grønne tiltag og ansvarlige beslutninger hele vejen fra start til slut af en event. Den detaljerede planlægning sikrer, at kunderne får maksimalt udbytte og minimalt spild ud af investeringen.

En stor proces er igangsat med ressourceanalyse, interne workshops, nye partnerskaber, netværk og et stort strategisk arbejde, der alt sammen skal sikre en cirkulær økonomisk forankring i hele værdikæden. Processen stiller store krav til omstillingsparatheden og kreativiteten i staben.

»Jeg har så stor tillid til mine kolleger med den kurs, vi har sat. Vi er kreative og løsningsorienterede i alt, hvad vi laver. Det er en del af vores dynamiske tilgang til vores arbejde. Så jeg er sikker på, at vi i fællesskab når de spændende mål, vi ser i horisonten,« siger Mette Stasiak Hagelquist.