Schur gør klar til generationsskifte

Schur gør klar til generationsskifte

I den Horsens-baserede milliardvirksomhed Schur International er sjette generation klar til at overtage roret. Notion har sat to af de tre Schur-søskende, der skal drive koncernen, stævne til en snak om fremtiden, opgaven og arven, de nu skal løfte.

173 år på familiens hænder

Da den unge Johan Wilhelm Schur i 1846 åbnede sit litografiske værksted i gården bag Torvet 22 i Horsens, havde han næppe forestillet sig, hvordan virksomheden over tid ville udvikle sig til en koncern med næsten 1000 medarbejdere og 12 selskaber på globalt plan. Men generation efter generation har trådt til – og nu er sjette generation: Johan, Hans Christian og Anna Katharina Schur kørt i stilling til at drive forretningen videre.

»Vi er aldrig blevet pålagt noget. Men jeg kunne ikke forestille mig at stå op om morgenen og tænke på andet end at arbejde i dén her virksomhed. Det er svært at beskrive. Det løber bare i blodet – en slags Schur-DNA, som har løbet gennem generationerne,« siger Johan Schur.

Vi er aldrig blevet pålagt noget. Men jeg kunne ikke forestille mig at stå op om morgenen og tænke på andet end at arbejde i dén her virksomhed. Det er svært at beskrive. Det løber bare i blodet – en slags Schur-DNA, som har løbet gennem generationerne

USA var vores svendeprøve  

Sidste år forøgede søskendeflokken deres ejerandel i koncernen. Samtidigt vendte de to brødre hjem fra USA, hvor de havde opbygget og drevet koncernens amerikanske aktiviteter.

»Vi har hele tiden vidst, at generationsskiftet skulle ske – men det, der ligesom var skæringsdatoen for skiftet, var da vores spritnye fabrik i USA stod færdig og vores organisation derovre kunne køre, selvom vi ikke er til stede i dagligdagen,« fortæller Johan Schur.

»Jeg blev lidt overrasket over at mærke og opleve, at flere af vores medarbejdere havde brug for at vide, at vi ville vende hjem til Danmark igen efter USA. Det var første gang, jeg rigtig mærkede, hvad det betyder, at vi er familieejet – og at det var vigtigt for andre end os, at sjette generation fører virsomheden videre,« siger Hans Christian Schur.

Nu er vi tre!

De tre søskende har forskellige ansvarsområder i koncernen. Og selv om respekten omkring deres forgængeres præstationer er til at få øje på, er der alligevel én ting, som de er sikre på, der fortsat skal være fokus på:

»Den største forskel fra før og til nu er, at vi bliver tre i ejerkredsen. Og det tror jeg, kommer til at betyde, at vi kan nå bredere ud, end vores far har kunnet. Naturligt nok. Vi bliver i stand til at sætte vores fingeraftryk på organisationens forskellige selskaber i højere grad,« siger Hans Christian Schur.

»Ja, når faktum er, at vi nu er flere, så skal det også betyde, at vi forøger nærheden. Vi har ikke i sinde at ændre på noget. Men vi har tænkt os at bygge videre på alt det, der har skabt den succes, vi er i dag,« fortsætter Johan Schur.

173 år gammel, men stadig let til bens

I Schur-koncernen går tradition og innovation hånd i hånd, og spørger man yngste generation, er det lige netop det, der er forklaringen på virksomhedens succes;

»Selvom vi er en familieejet virksomhed med stor anciennitet og lang historie, så har vi virkelig formået at været agile. Vi har et af de mest moderne produktionsapparater i branchen og vi tør godt gå forrest og udvikle vores produktion og teknologi,« siger Johan Schur.

»Det er helt sikkert at vores risikovillighed, investeringslyst og korte beslutningsgang har haft stor betydning for, at vi har kunnet holde os på toppen,« tilføjer Hans Christian Schur.

Gå ydmygt til værks og husk nærheden i den daglige drift. Så tror jeg, man kan formå at holde benene på jorden og føre det godt videre.

Sætter sig ikke i hjørnekontoret

Brødrene er ikke i tvivl om, hvordan de vil gribe generationsskiftet an – og det er samtidigt deres bedste råd til andre, der også skal gennemføre et generationsskifte;

»Gå ydmygt til værks og husk nærheden i den daglige drift. Så tror jeg, man kan formå at holde benene på jorden og føre det godt videre. Det må være det bedste råd, vi kan give videre til andre, der står over for et generationsskifte - uanset branche og virksomhedens størrelse,« siger Hans Christian Schur.

»Det værste, der kunne ske for os, ville være, at vi »blev til et hjørnekontor«. Hvis vi mistede nærheden og kom for langt væk fra vores medarbejdere,« følger Johan Schur op.