Billund Airport // Notion

Billund Airport er europamester i nye flyruter

3,6 millioner passagerer forventes at rejse gennem Billund Airport i år. Én million af dem er forretnings-rejsende, som vil hurtigt ud og hjem. Lufthavnens arbejde med at møde det behov har indtil videre gjort den til europamester i ruteudvikling.

Det tager mange år at få flyselskaber til at investere i nye ruter. Derfor har Billund Airports marketing­chef, Jesper Klausholm, og hans afdeling hele tiden gang i samtalen med en række interessante flyselskaber.

»Vi holder øje med, hvor de rejsende vil hen, og hvad de skal. Priserne betyder meget for private rejsende, som skal drikke sangria i Madrid. Mens det betyder mere for forretningsrejsende, at de kan komme hurtigt frem på arbejde og hjem igen,« siger Jesper Klausholm.

De fem medarbejdere gør det så godt, at Billund Airport i foråret blev kåret som europamester i ruteudvikling og nu er blandt de fem nominerede til verdensmesterskaberne. Begge priser bliver uddelt af flyselskaberne i fællesskab.

Den nyeste rute fra Billund tog 10 år at lande. Den går med det polske flyselskab LOT til Polens hovedstad Warszawa.

»Når flyselskabet bekræfter en ny rute, er det en fantastisk følelse. Så åbner vi altid en flaske Hello Kitty-børnechampagne på kontoret for at fej­re sejren sammen – vi har nemlig en streng alkoholpolitik. Efterfølgende slår vi os løs ude i byen.«

Stor holdindsats

Selve ruteudviklingen står Billund Airport selv for, men mulighederne ville ikke være de samme uden den kæmpe opbakning, lufthavnen får fra blandt andre Legoland Billund Resortet, kommuner, som i fællesskab ejer lufthavnen og en lang række turistorganisationer i Jylland og på Fyn. 

Siden 2008 har Billund Airport oplevet to konkurser; Sterling Airlines i 2008 og Cimber Sterling i 2012. Da Sterling Airlines gik ned, forsvandt 25 % af lufthavnens trafik fra den ene dag til den anden. Trods de hår­de mavelandinger har lufthavnen nu sikret vækst i fly-
trafikken otte år i træk.

Væksten gør Billund Airport til en kæmpe ressource for hele Syd­danmark. En ekstern undersøgelse viser, at Billund Airport med sine knap 4.000 arbejdspladser og de 5.000 afledte arbejdspladser lige omkring lufthavnen bidrager med en BNP-vækst til Jylland og Fyn på
16 milliarder.

900.000 udenlandske passagerer rejser årligt gennem Billund Airport og sikrer yderligere 1.900 job. De mest velhavende forretningsrejsende flyver til Billund for at besøge og opkøbe syddanske virksomheder. Amerikanske og britiske investorer ejer danske virksomheder, som til sammen har skabt 21.000 arbejdspladser.

Vi har altid 10 fugle på taget. Ruteudvikling er en enormt langstrakt proces.

Perfekt placering

Knap to millioner borgere i det vestlige Danmark har Billund Airport som nærmeste internationale lufthavn. Herfra kan de flyve direkte til 100 forskellige destinationer. 10 af dem er såkaldte hubs, som gør det let at komme videre til flere end 540 destinationer i hele verden.

»Vi er et vigtigt stykke infrastruktur, som giver stor værdi til både erhvervsliv og turisme. Det ligger dybt i os, at vi helst vil flyve ud fra den nærmeste lufthavn, og derfor er horsensianere, aarhusianere og vejlensere med mange flere glade for at have os tæt på.«