Elevprogram skal lokke arbejdskraft til Stibo Complete
I denne tid råber mange virksomheder på kvalificeret arbejdskraft. Den grafiske virksomhed, Stibo Complete i Horsens, er ingen undtagelse. Nu har de taget sagen i egen hånd og startet et spritnyt elevprogram, der skal uddanne fremtidens medarbejdere til kommunikationsindustrien. Målet er at få 10 elever ind i 2022.
Kvalificeret arbejdskraft anno 2022 er for mange danske virksomheder ikke nemt at finde. Det gælder også for Skandinaviens største grafiske supermarked, Stibo Complete, der beskæftiger 520 medarbejdere, heraf 220 i Horsens. Den manglende arbejdskraft har de nu taget konsekvensen af, og først på året lancerede de deres hidtil mest ambitiøse bud på at lokke elever til. Dermed håber de at kunne bidrage til at uddanne den arbejdskraft, de ikke er lykkedes med at finde andre steder.
»Fremstillingsvirksomheder har generelt problemer med at rekruttere medarbejdere, og vi er ikke særlig gode til at få elever ind. Den problematik har vi arbejdet med i et godt stykke tid, og resultatet er elevprogrammet, som vi er superglade for,« fortæller Frank Sørensen, COO ved Stibo Complete.
Stor virksomhed, stort ansvar
Ifølge COO Frank Sørensen er det helt på sin plads, at netop Stibo tager ansvar for at uddanne fremtidens medarbejdere til kommunikationsindustrien.
Vi er den største grafiske virksomhed i Skandinavien. Er der nogen, der har en forpligtelse til at uddanne medarbejdere, så er det os.
»Vi er den største grafiske virksomhed i Skandinavien. Er der nogen, der har en forpligtelse til at uddanne medarbejdere, så er det os. Med vores størrelse kan vi uddanne folk indenfor alle områder af kommunikationsindustrien. Det vil sige alle former for printløsninger: Fra indlægssedler til den farmaceutiske industri, sikkerhedsprint til regeringen og Folketinget til e største bannere på messer og fodboldstadions, butiksindretning, de fineste magasiner og kataloger samt reklametryksager og så videre. Eleverne kan prøve det hele ét sted, og det er en fordel både for dem og for os.«
Møder målgruppen, hvor de er
Målet med elevprogrammet er at få 10 elever til opstart i virksomheden i Horsens i løbet af 2022. I første omgang er det elever inden for uddannelserne grafisk tekniker og industrioperatør med mulighed for en overbygning på industrioperatør-uddannelsen. Elevprogrammet er allerede blev præsenteret dér, hvor de unge er, nemlig på de sociale medier. Herfra kan interesserede klikke sig ind på en landingside på stibocomplete.com og læse mere om, hvordan en uddannelse hos Stibo er skruet sammen.
Den inspirerende side er direkte henvendt til unge mennesker, der på første side bliver mødt af teksten: "Drømmer du om at få likes i virkeligheden, og synes du, duften af papir er lågsus, så skal du være elev hos Stibo Complete. Her lærer du det, de andre læser sig til, og du får ansvar fra dag et."
Udover det friske sprog er siden fyldt med inspiration og nyttig viden. Også nuværende elever fortæller i korte videoer om deres hverdag hos Stibo.
Kun fantasien sætter grænser
Det er Stibos håb, at eleverne, efter endt uddannelse, vælger at fortsætte i ordinære stillinger. Sandsynligheden for, at det sker, er da også til at få øje på.
»98 procent af vores nyuddannede grafiske teknikere og industrioperatører får job hos os, når de er færdiguddannede,« siger Frank Sørensen, og fortæller samtidig, at de nyuddannede medarbejdere ikke nødvendigvis skal blive samme sted i virksomheden.
98 procent af vores nyuddannede grafiske teknikere og industrioperatører får job hos os, når de er færdiguddannede.
»De behøver ikke få en rolle i produktionen, hvis de har andre ønsker. Man kan sagtens komme ind som trainee i vores projektlederafdeling og på sigt blive sælger. Det kan også være, man skal have en plads i produktionsledelsen eller, at man ender som administrerende direktør. Der er virkelig mulighed for at brede vingerne ud,« lyder det fra COO Frank Sørensen.