Obama

Tidligere præsident Barack Obama indtager Skive efter års hemmelige forberedelser

KulturCenter Skive har inviteret det politiske ikon til at tale for 1.200 midt- og vestjyske erhvervsledere 12. juni 2022.

Når Barack Obama, der var præsident i USA fra 2009 til 2017, indtager scenen i KulturCenter Skive, er der ikke tale om et tilfældigt besøg. Leder af KulturCenter Skive, Knud Bjerre, har i al hemmelighed arbejdet på at få besøget i stand gennem halvandet år, og på sin tur til Europa besøger Barack Obama udover Skive kun en by i Spanien.

- En aftale med The Obama Foundation, der står bag Barack Obamas foredrag rundt om i verden, er ikke bare noget, man kan køre på rutinen. Vi har arbejdet på aftalen i halvandet år for at få alt omkring besøget til at falde i hak, siger Knud Bjerre, der fik den endelige bekræftelse lige efter påske.

Det hele er foregået i hemmelighed, for meget kunne ændre sig undervejs. De forskellige sikkerhedstjek skulle også kunne foregå, uden nogen vidste, hvad der var på vej til Skive.

For den lokale kulturmager Knud Bjerre bliver Obamas besøg i Skive en af kronjuvelerne i hans lange karriere som bagmand for utallige events og begivenheder, hvoraf de seneste fire år har været som direktør for KulturCenter Skive.

En perfekt ramme

Knud Bjerre glæder sig over, at arrangementet med Barack Obama understreger, at KulturCenter Skive er meget mere end en stor ramme til sport og underholdning.

Rammen er også perfekt til noget, der rokker endnu mere ved verden end rock og pop, som naturligt fylder en god del af programmet i det store kulturhus.

”The Obama Foundations mission er at inspirere, styrke og forbinde mennesker til at ændre deres verden”, lyder fondens mission, og ud fra reaktioner på tidligere oplæg tyder det på, at den tidligere præsident er god til at føre missionen ud i livet.

Som en erhvervsleder ved Obamas foredrag i Danmark i Kolding i 2018 efterfølgende sagde i et interview med finans.dk:

”Obamas personlighed er helt sikkert noget, som man kan bruge som erhvervsleder. Han fremstår virkelig sympatisk. Med det embede, som han har siddet i, er det imponerende, at han er så vellidt. At man kan være så magtfuld og så alligevel have så meget empati og sympati og forståelse for andre.”

Kultur og erhverv spiller sammen

Knud Bjerre ser det som helt naturligt, at det er KulturCenter Skive, der står bag arrangementet for op mod 1.200 midt- og vestjyske erhvervsledere.

- Vi satser i forvejen på et stærkt samarbejde med de lokale virksomheder, fordi kultur og erhvervsliv spiller rigtig godt sammen. Kulturen er kittet, der binder os sammen og skaber et stærkt lokalområde, som vi alle har brug for. Med Obamas besøg kan vi være med til at sætte tanker i gang, som kommer til at betyde noget for mange virksomheder og mennesker, siger han.

Der er tale om et unikt arrangement, hvor billetterne ikke er i offentligt salg – det er ”by invitation only”.

Så er du interesseret i at komme til dette unikke event, så kontakt Knud Bjerre på knud@kcskive.dk for at høre om muligheden for at deltage. •