Faerch Group

Verdens epicenter for bæredygtig emballage ligger i Holstebro

Faerch Group med hovedsæde i Holstebro er førende i verden, når det gælder livslang genanvendelse af plast til fødevareemballage. Kun én ting står i vejen for næste kvantespring i Danmark

For få år siden var plast for mange et skældsord. I dag oplever Faerch Group med hovedsæde i Holstebro, at holdningen til plast har ændret sig markant. Ikke mindst fordi det nu er muligt at genanvende mere og mere plast selv til emballering af fødevarer, hvor kravene til renhed er ekstremt høje.

Faerch Group er med forventeligt snart 34 fabrikker og 6.000 medarbejdere over hele verden en af verdens helt store producenter af plastemballage til fødevareindustrien.

Sales Director i Faerch Group, Torben Nygaard, har været ansat i Færch siden 1999, og han har oplevet paradigmeskiftet i branchen på nærmeste hold.

- Den helt store forandring er kommet inden for de seneste tre-fire år, hvor vi for alvor er begyndt at arbejde med genanvendelse, siger Torben Nygaard og tilføjer, at genanvendelse giver mening for både miljøet og forretningen.

Købt for 14 milliarder kroner

Han er heller ikke i tvivl om, at det var netop Faerch Groups fokus på genanvendelse af plast, der i december 2020 fik A. P. Møller Holding til at købe virksomheden af daværende ejer, kapitalfonden Advent, for 14 milliarder kroner.

- En kapitalfond har ét formål, og det er at optimere forretningen inden for relativt få år. Vores nye ejer har to formål: At gøre en forskel i verden og samtidig optimere forretningen. Og nu er tidshorisonten 25 år. Det gør selvfølgelig en forskel, siger Torben Nygaard.

Men så længe kommer der langt fra til at gå, før genanvendt plast bliver til en god forretning.

- I dag er efterspørgslen efter genanvendt plast halvanden gang højere end det, der findes på markedet, så potentialet er enormt, siger Torben Nygaard og tilføjer, at plasttypen PET korrekt håndteret kan bruges igen og igen til emballering af fødevarer.

National handlingsplan mangler

Det paradoksale er, at Danmark på nuværende tidspunkt kun ligger på en 20.-plads i Europa, når det gælder indsamling af plast til genanvendelse.

- De 98 kommuner i Danmark indsamler plast på 29 forskellige måder. Industrien og detailhandelen er klar til at rykke, men der mangler en national handlingsplan, siger Torben Nygaard og tilføjer, at branchen naturligvis er i tæt dialog med de relevante ministerier og politikere på Christiansborg for at sætte skred i udviklingen.

Potentiale for nye anlæg

Faerch Group købte i 2018 hollandske 4PET Group, der er førende, når det gælder genbrug af PET til fødevareemballage. Fabrikken bygger på bæredygtige principper hele vejen rundt og udtrækker fx protein fra skyllevandet. Torben Nygaard mener, at der vil være potentiale for mindst fire anlæg i Europa af samme type som fabrikken i Holland. En af dem ville helt naturligt kunne ligge i Holstebro.

- Det kræver ny lovgivning at komme så langt, og samtidig producerer vi slet ikke affald nok i Danmark til at være helt selvforsynende med affaldsplast til genanvendelse. Kommer der nye regler, og kan vi modtage plast fra fx Sydsverige og Nordtyskland, så er forudsætningerne for et nyt stort anlæg bestemt til stede. Og meget gerne i Holstebro, siger Torben Nygaard.

I dag er efterspørgslen efter genanvendt plast halvanden gang højere end det, der findes på markedet, så potentialet er enormt.

The Faerch Way of Working

Netop det lokale vestjyske tilhørsforhold er intakt, selv om Faerch Group i dag er langt fra det familieforetagende, som så dagens lys i 1969, da Jørgen Færch begyndte at producere emballage til fødevarer i plast på en mark i udkanten af Holstebro.

- Selvom vi er blevet internationale, er her stadig en særlig Færch-ånd. Det er noget med grundighed, ærekærhed og pligtopfyldenhed. Så når vores folk skal ud i verden for at 11 strømline nye fabrikker, kommer de altid her fra det vestjyske hovedkontor. På den måde sikrer vi ”The Faerch Way of Working”, siger Torben Nygaard.

Og vejen til succes er lige nu – og formentlig langt ud i fremtiden – ubetinget brolagt med cirkulær plast. •