Sparekassen Kronjylland Horsens

Sparekassen Kronjylland vokser med Horsens

Siden Sparekassen Kronjylland åbnede sin afdeling i Horsens for 11 år siden, er der sket store forandringer. Pia Avnsted har som områdedirektør og ansvarlig for 14 afdelinger – heriblandt den i Horsens – været med på en stor del af rejsen.

»Horsens er en erhvevsvenlig by. Virksomheder kommer til og trives her. Vi er selv lige så stile blevet større og er i dag en synlig del af erhvervslivet. Vi vokser med byen« siger hun.

Særligt inden for de seneste år har Sparekassen Kronjylland mærket en øget efterspørgsel i Horsens. Derfor bliver der også løbende sendt flere ressourcer til lokalerne på Grønlandsvej 1 A. Den positive udvikling bliver ikke taget for givet, understreger erhvervskundechef Jens Kallehave:

»Vi er ydmyge og utrolig glade for den tillid, som kunderne viser os. Det vil vi gerne sige stort tak for.«

Gode relationer er vejen frem

Som erhvervsrådgiver er Majbrit Storgaard i tæt kontakt med kunderne. De kan stort set altid få fat på hende, og netop dét, tror hun, er en del af forklaringen bag den øgede efterspørgsel.

»Vi er der, når kunderne har behov for det, og hvis vi ikke kan tage telefonen lige i det øjeblik, de ringer, så ringer vi tilbage senere. Mine erfaringer peger på, at vores samarbejdspartnere er rigtig glade for vores nærvær,« siger hun.

Jens Kallehave fortæller, at erhvervsafdelingen har en tæt relation til kunderne, og at erhvervsrådgiverne bringer sig selv i spil i relationen. De gør meget ud af at forstå virksomhedens strategi og forretningsmodel, så de kan yde den rigtige sparring og løsning til kunden – og i den sammenhæng er det vigtigt at have en nær og venskabelig relation.

»Vores kunder er ikke bare kontonumre. Vi investerer først og fremmest i den gode relation, for når først der opstår kemi, har man et godt grundlag for samarbejde. Så skal alt det andet nok komme med tiden,« siger han og fortsætter: »Vores mål er ikke blot at løse virksomhedens finansielle behov, men at blive betragtet som en ekstra partner, som virksomheden kan sparre med.«

Sparekassen Kronjylland

Prisvindende arbejdsplads

Den vigtigste ressource er mennesker, og pengeinstituttet gør derfor meget ud af at fremelske en positiv kultur internt. Det fokus har ad to omgange sørget for, at Sparekassen Kronjylland blev kåret til Danmarks bedste arbejdsplads. Sidste år løb de også med titlen som Europas bedste arbejdsplads blandt virksomheder med over 500 ansatte.

»Vi har en høj grad af arbejdsglæde,« siger områdedirektør Pia Avnsted. »Det er en arbejdsplads, hvor man kan mærke, at folk er glade for at komme på arbejde, og det, tror jeg, smitter af i mødet med kunderne.«

Erhvervskundechef Jens Kallehave kom til Sparekassen Kronjylland i november sidste år og husker, hvordan han blev forbløffet over erhvervsteamets gåpåmod.

»Erhvervsrådgiverne tager ansvar og ejerskab for de virksomheder, som de arbejder med. Jeg er 100 procent tryg ved, at de har styr på både relationen og forretningen. Kulturen er præget af stor tillid, men bag tilliden ligger der også en høj faglighed,« siger han.

Som erhvervsrådgiver kan Majbrit Storgaard nikke genkendende til den beskrivelse:

Der er energi og lyst til at ville noget. Vi kan forskellige ting, og vi er gode til at sparre med hinanden, så vi alle sammen bliver bedre. Det er et fedt hold at arbejde på.

»Vi kigger ud af forruden«

Sparekassen Kronjylland favner både små og store opgaver og har blandt andet for nylig påbegyndt et større samarbejde med lokale HM Entreprenør A/S.

»HM Entreprenør A/S er en af de store lokale spillere, som vi har fået med på vognen. Det viser, at vi kan rådgive og servicer de store virksomheder såvel som de små,« siger Majbrit Storgaard.

I Sparekassen Kronjyllands vækstrejse, der er kørt parallelt med Horsens’ udvikling som erhvervsby, har der været fokus på, at den vækst, de oplever, er den sunde slags.

»Vores markante vokseværk i Horsens er baseret på en sund vækst, og dét er fundamentet for, at vi fortsat kan kigge ud af forruden. Hvis der var tale om en usund vækst, måtte man kigge ud af nogle af de andre ruder – men i Horsens kigger vi ud af forruden. Det er primært mangeårige veletablerede virksomheder, som vi de senere år har indgået samarbejder med – og det er også den køreretning, som vi særligt har blikket rettet mod de kommende år,« siger Jens Kallehave.

Og spørger man Jens Kallehave, er rejsen langt fra slut. Sparekassen vil fortsat vokse med Horsens og alle de nye erhvervscases, der popper op.

»Vi har et fremragende erhvervsteam, og det glæder vi os til også at vise i de kommende år, hvor vi forhåbentlig kommer til at møde flere af de mange gode virksomheder i Horsens,« siger han. »Vi er klar til at byde flere velkommen i Sparekassen.«