Restaurant Flammen-CEO klar med en toptrimmet virksomhed efter corona

I starten af 2020 stod Piet Klein som så mange andre over for den ultimative udfordring, hvor almindelige mekanismer blev sat ud af kraft, og spillereglerne måtte læres hen ad vejen.

Det begyndte i februar umiddelbart efter vinterferien og kun et lille år efter, at han havde skiftet branche og sat sig i direktørstolen hos restaurantkæden Flammen. Pludselig begyndte antallet af gæster og indkommende bookinger at dale.

Det var et varsel på det jordskælv, der indtraf den 11. marts, da Danmark lukkede ned.

»Det var forfærdeligt. Vi vidste ikke, hvad vi var oppe imod, så vi valgte at lukke vores restauranter, selvom der ikke var krav om det. Dengang vidste vi ikke noget om hjælpepakker, så vi var fortvivlede over, hvordan vi skulle få det til at hænge sammen. Det var ren krisehåndtering,« siger Piet.

Det blev startskuddet på et år, som krævede en nærmest religiøs tro på det, som Piet kalder sin ’jyske besindighed’:

»Jeg har altid haft det sådan, at hvis vi gør det rigtige og opfører os ordentligt og samtidig har de rigtige mennesker på de rigtige poster, så skal det sgu nok gå.«

Tilfældighedernes spil

Vi spoler tiden tilbage til 1993: Efter at have færdiggjort handelsskolen i Horsens vidste 18-årige Piet ikke, hvad han ville. Han var stensikker på, at han var træt af at gå i skole. Men Handelsakademiet i Silkeborg havde alligevel noget særligt at tilbyde, som lokkede ham:

»Uddannelsen tog to år, hvoraf det ene skulle tilbringes i virksomhedspraktik i Düsseldorf i stedet for med lærebogen på skolebænken. Da jeg kom tilbage, vidste jeg, at jeg ville ud og have indflydelse, ud og have noget ansvar. Så jeg fik et traineeforløb i Jysk, hvor jeg på halvandet år blev lært op i, hvordan man er butikschef,« siger Piet.

Derfra gik det hurtigt. Han fik muligheden for at komme til New York for at åbne Jysk-butikker, som på den anden side af Atlanten gik under et andet navn. Da han kom tilbage til Danmark, blev han butikschef i Ringsted og senere i Taastrup, som dengang var landets største Jysk-butik målt på omsætning.

Derefter var det posten som distriktschef for Syd- og Vestsjælland, hvor han var leder for 13 Jysk-butikschefer.

»Det var tilfældighedernes spil, at Lars Larsen ville indtage USA, at der blev en plads ledig i Taastrup, og at den forhenværende distriktchef året efter trådte tilbage. Men det passede mig rigtig fint. Jeg trivedes i at flytte rundt, og jeg trives stadig i at prøve nye ting. Jeg har svært ved at være det samme sted alt for lang tid ad gangen,” siger han.

Ild i røven på far

Efter en årrække i andre virksomheder kom Piet tilbage til Jysk. Denne gang for at udbrede konceptet til Kina og store dele af Europa. Han boede nu i Kolding med sin kæreste og senere hustru Anja Klein, men var ofte i udlandet. Arbejdet krævede mellem 120 og 130 rejsedage om året, og selvom Piet godt kunne lide livet på farten, kunne det ikke fortsætte. I 2011 havde situationen på hjemmefronten ændret sig. Han havde fået sin første søn.

»Jeg havde haft ild i røven og fart på karrieren i mange år, men nu kunne jeg mærke, at jeg havde brug for noget mere tid til at være far. Ambitionerne ændrede sig ikke, men jeg havde ikke lyst til at bo på hoteller, når jeg havde en familie derhjemme,« siger han.

Helt slut med rejser blev det dog ikke. Han blev administrerende direktør i det engelske bettingfirma Stanleybet, og det indebar hyppige rejser til København, som den nybagte far trods alt kunne se en vis fordel i.

»Det var nu også meget rart med en overnatning eller to i København nu og da. Så slap jeg for alt for meget barnegråd og forstyrret nattesøvn,« griner han.

Drømmejobbet

Vi springer frem til 2019: Familien Klein var flyttet til Piets hjemstavn, Horsens, hvor han brugte meget tid på at hygge om familiens seneste udvidelse,

den nyfødte Pelle Emil. Piet havde opsagt sin stilling som kædedirektør i ILVA og havde gået ledig i et par måneder, imens han arbejdede på at lande sit drømmejob som

CEO for Restaurant Flammen. Det var særligt tanken om at gøre restaurantgæsterne så glade som muligt, der tiltrak ham ved oplevelsesbranchen.

Udvælgelsesprocessen var snævret ind, og valget stod mellem Piet og en anden kandidat. Valget faldt på den anden.

»Det var første gang i mit professionelle liv, at jeg ikke fik den stilling, som jeg havde udset mig. Jeg kan være meget selvkritisk og har svært ved at acceptere nederlag, så det var hårdt, og der blev fældet et par tårer,« husker Piet.

De næste dage var farvet af nederlaget, og selvom beskeden fra Flammen havde været, at det var et tæt løb, kunne Piet ikke lade være med at spekulere på, om han bare ikke var dygtig nok. Med støtte fra venner og familie kom han op på hesten, og omkring en uge efter afslaget ringede Flammen igen. De kunne ikke nå til enighed med den anden kandidat, de havde valgt forkert, de ville have Piet.

Jeg stoppede bare op og kiggede ud i luften i 30 sekunder. Det næste øjeblik løb jeg rundt i huset med knytnæven helt knyttet. Jeg kan næsten leve mig ind i det igen her to år efter. Jeg havde været så tæt på, blev afvist, men endte med at få jobbet i sidste ende. Det var sindssygt.

Corona rammer

Således gik det til, at Piet Klein fra den 1. april 2019 fik titlen som administrerende direktør i den familieejede restaurantkæde Flammen. I det første år blev det meste af organisationen ændret. Der blev lagt en strategi, som lige var begyndt at kaste resultater af sig i gæste- og medarbejdertilfredshedsundersøgelser, da katastrofen indtraf og coronavirus kom til Danmark.

»Den 11. marts, da landet blev lukket ned, snakkede jeg med vores ejere indtil klokken et om natten. Vi mødtes igen i mødelokalet klokken fem om morgenen. Der var mange søvnløse nætter,« siger Piet.

Den næste tid handlede om at finde hoved og hale i hjælpepakker, at stoppe alle omkostninger, og at få genforhandlet alle aftaler. Det var økonomien. Der skulle også tages hånd om medarbejdere. Piet forklarer, at det altid har været vigtigt for ham, at de folk, der er i hans organisation, trives, og han ser det som sit ansvar at skabe rammerne for, at det kan lade sig gøre.

»I en tid hvor der har været tvivl om, hvorvidt virksomheden ville overleve og om medarbejderne havde et arbejde næste dag, har det været min opgave at skabe et fundament af tryghed og sikkerhed. Som leder mener jeg, at man skal være åben og ærlig overfor sine medarbejdere og tale med dem i øjenhøjde,« siger han.

Lys i mørket

I flere måneder var det uvist, om konceptet kunne fortsætte, men da restauranterne igen kunne åbne i slutningen af maj, blev tvivlen gjort til skamme.

»Gæsterne væltede ind, og vi endte faktisk med at have en fantastisk måned. Konceptet var stadig bæredygtigt, og fra da af vidste jeg, at vi nok skulle klare den,« siger Piet.

En model, der fungerer

Selvom det store vendepunkt havde været der, var der stadig arbejde, der skulle gøres og store beslutninger, der skulle træffes. I en familieejet virksomhed fungerer den slags en smule anderledes.

»I en familieejet virksomhed er vejen til beslutningerne kortere. Men bølgerne kan gå højt, for følelserne sidder udenpå tøjet, når man som familie er investeret med liv og sjæl. Der kan være forskellige holdninger, og jeg har måttet pudse mine mægler-færdigheder af for at sikre enighed blandt alle parter,« forklarer han.

Nu står Restaurant Flammen tilbage som en toptrimmet virksomhed med en forretning, som Piet ved fungerer, når den igen må åbne.

Ligesom mange andre kommer vi ud af det her med et millionunderskud, og det må vi bruge de kommende år på at afdrage på. Men vi ved, at vi har en model, som vi kan tjene penge på, og vi er forberedte på den konkurrence, der bliver i restaurationsbranchen, når gæsterne igen får mulighed for at vælge, hvor de vil tilbringe deres aftener.

På trods af nedlukningen forventer Piet at åbne to til tre Flammen-restauranter i år og yderligere tre i løbet af næste år. Derudover skal konceptet også udbredes i Tyskland, ligesom et cateringkoncept, der skal levere mad til selskaber, også er på tegnebrættet.

Piet out

Det seneste år har været hektisk, og Piet har været opmærksom på, at han af og til bliver nødt til at trække stikket.

»Jeg er blevet bedre til at mærke, hvornår jeg skal gøre noget godt for mig selv. Jeg elsker mit job, men hvis der har været for meget fart på i en periode, kan jeg sagtens trække stikket tidligt og prioritere at hente drengene i skole eller vuggestue,« siger han.

Når weekenden står for døren, er han ikke i tvivl om, hvordan han bedst kommer ned i gear:

»Nu ved jeg godt, at jeg lyder ekstremt gammel,« griner han, »men jeg er begyndt at høre jazz. Jeg kender ikke nogen jazzmusikere, men der er ikke noget bedre end at gå ind på Spotify en lørdag aften og sætte en jazzplayliste på som baggrundsmusik, imens jeg nyder en god flaske vin med venner eller familie. Det er sådan jeg slapper bedst af.«

Derudover ser han en stor tryghed i at være tilbage i Horsens. Piets tre drenge – Valdemar, Gustav og Pelle Emil – kan være tæt på et hold bedsteforældre, og Piet kan spille badminton i Horsens Badmintonklub med sin lillebror, som de gjorde, da de var små.

»Jeg er blevet mere og mere følsom, efter jeg har fået børn. Jeg kan mærke, at det er rart at have familien tæt på. Det vil jeg nok ikke kunne undvære igen, selvom det ikke som sådan var et savn for mig i de år, hvor jeg fartede rundt. Men man ved jo ikke, hvad man ikke ved,« afslutter han.