Oluf Jørgensen

Oluf Jørgensen A/S: 75 år med udvikling og væksteventyr

I årenes løb er der kun kommet flere arbejdsopgaver på de rådgivende ingeniørfirmaers skriveborde. Oluf Jørgensen A/S har altid budt udviklingen velkommen og sidder i dag langt fremme i bussen, når det kommer til totalrådgivning, effektive løsninger og kvalitetssikring.

Det var i januar 1946, at den unge ingeniør Oluf Jørgensen A/S etablerede sin virksomhed i et af svigermors værelser på Torvet i Horsens. 75 år senere er virksomheden vokset i størrelse, så den i dag er blandt de 10 største rådgivende ingeniørfirmaer i landet.

Brian Andreasen er administrerende direktør og har med sine 35 års anciennitet været med på en stor del af rejsen. Han ved, at man må holde sig opdateret, hvis man vil være i stand til at levere den bedste rådgivning.

»Man kan ikke længere bygge en bil uden sikkerhedsseler. De skal være der. På samme måde kan man ikke længere bygge en bygning uden ventilation. Kravene ændrer sig, og hvis man ikke følger med, mister man sin berettigelse som rådgiver,« siger han.

På forkant med udviklingen i branchen

I dag er bæredygtighed en megatrend, der gennemsyrer alle brancher, men allerede i 1986 begyndte Oluf Jørgensen A/S – som et af de første rådgivende ingeniørfirmaer – at fokusere på genbrug af materialer.

»Dengang var vores indgangsvinkel, at vi ville spare energi og penge. Hvorfor smide ting væk, hvis der var noget, man kunne genbruge? Med tiden er det i højere grad blevet et spørgsmål at arbejde ud fra en helhedsorienteret tankegang med bæredygtige løsninger - både hvad angår materialer, energi og mennesker, « siger Brian Andreasen.

I dag er bæredygtighed en inkorporeret del af mindsettet, når Oluf Jørgensen A/S løser opgaver. Det prioriteres højt at passe på ressourcerne og igennem rådgivningen at være med til at leve op til FN’s 17 verdensmål.

Med tiden har den bæredygtige indstilling også vundet indpas hos konkurrenterne, men det er en styrke at have været med fra start, fortæller Frank Yding-Sørensen, som er tegnestuechef på kontoret i Horsens.

»Vi har fokuseret på bæredygtighed længe før resten af branchen og har mange års erfaring på kontoen,« siger han.

»Vores afdeling for bæredygtighed tæller flere certificerede konsulenter og er den hurtigst voksende afdeling i virksomheden.«

Oluf Jørgensen

Totalrådgiveren

Oluf Jørgensen A/S har også tilegnet sig andre specialer. I 2019 købte virksomheden Sloth Møller A/S, som har styrket Oluf Jørgensen A/Ss kerneforretning med flere stærke medarbejdere og en geoteknisk afdeling. Inden et byggeri kan planlægges, skal man vide, hvilken slags jord der gemmer sig under overfladen på byggegrunden. Tidligere har Oluf Jørgensen A/S måttet købe sig til geotekniske boringer og målinger, men i dag kan den geotekniske afdeling selv udføre dem.

»Vi tilegnede os det geotekniske speciale, så vi kan tilbyde vores kunder en samlet løsning. Det gør det lettere for både bygherren og for os selv,« siger Frank Yding-Sørensen.

Virksomheden tæller desuden certificerede brandrådgivere og statikere, som kan varetage behandling og kontrol på de mest komplekse byggesager. Der er ikke mange rådgivende ingeniørfirmaer, der har egen geoteknisk afdeling eller certificerede rådgivere, og det, at Oluf Jørgensen A/S har valgt at gå i denne retning, siger noget om, hvor virksomheden er på vej hen, fortæller Brian Andreasen:

»Det er et udtryk for, at vi vil være totalrådgiveren, som har alle ingeniørsporets varer på hylden.«

Fart på væksten

Administrerende direktør Brian Andreasen kom til Oluf Jørgensen A/S i 1986. Dengang talte virksomheden omkring 20 medarbejdere. Med en naturlig udvikling voksede staben med et par medarbejdere om året, men det helt store væksteventyr er først begyndt i løbet af de seneste 10 år.

»Der er mange firmaer i branchen på omkring 40-50 medarbejdere. Skal man være større, kræver det, at man tilføjer forskellige stabsfunktioner til organisationen – det kan eksempelvis være kommunikation, HR og IT, som ikke rådgiver kunder men sørger for at hjulene kører rundt,« siger Brian Andreasen.

Det trin kom Oluf Jørgensen A/S over, og det kunne ses på lønningslisten. I 2015 var der omkring 80 ansatte. I dag er der 270 medarbejdere fordelt på afdelinger i København, Roskilde, Odense, Aarhus, Sønderborg og hovedkvarteret på Langmarksvej i Horsens.

Og selvom eksponentiel vækst ikke er et mål i sig selv, giver det en vis tilfredshed, når det går fremad, fortæller Brian Andreasen:

»Om det gælder vores projekter eller selve virksomheden, er det fantastisk at se noget vokse. For en ingeniør er det yderst tilfredsstillende at se et hus vokse op ad jorden, og man bliver da lidt stolt, når man kører forbi et projekt, som man selv har været inde over.«

Oluf Jørgensen

»Vi skal ikke vokse bare for at vokse«

Oluf Jørgensen A/S har vokset sig til et landsdækkende rådgivende ingeniørfirma, men de har holdt fast i deres grundlæggende værdier. Den interne struktur er fortsat flad, og kunderne bliver altid mødt i øjenhøjde.

»Vores kunder kan altid komme i kontakt med en af vores10 partnere, der har foden på speederen og kan træffe beslutninger hurtigt. Det er vigtigt for os ikke at komplicere tingene mere end højst nødvendigt. Hvis kommunikationen skal igennem for mange led, er der større risiko for fejl undervejs,« siger

Brian Andreasen og tilføjer, at han ikke forventer, at virksomheden vil vokse lige så voldsomt i de kommende år.

I tegnestuen er der heller ikke gået storhedsvanvid i den. Oluf Jørgensen A/S vil fortsat favne både store og små opgaver, forklarer tegnestuechef Frank Yding-Sørensen:

»Vi skal ikke vokse bare for at vokse. Det er en betingelse for vores vækst, at vi skal kunne holde fast i vores måde at gøre tingene på. Vi skal med andre ord blive ved med at yde den bedste service for vores kunder, store som små, og uanset om opgaven indebærer en mindre ombygning på Søndergade eller renovering af 258 lejemål på Sønderbro i Horsens,« afslutter han.