Morten Albæk: Tilfredse medarbejdere er en utopi. Det er meningsfuld ledelse ikke

»Hvad skal artiklen handle om,« spørger fotografen, da han møder op for at forevige filosof og erhvervsmand, Morten Albæk.

Jeg har siddet med 46-årige Morten Albæk i en times tid, og vi har været omkring alverdens emner: Medarbejdertilfredshed, meningsfuldhed, Morten Albæks fars død, hastigheden i samfundet, unge menneskers mentale tilstand – og deres styrke til at ændre arbejdsmarkedet – og evnen til at tilgive og leve livet modigt. Der er ytret mange ord den seneste time, og derfor kommer svaret til fotografen ikke prompte. Men efter en kort tænkepause kommer Morten Albæk fotografen i møde med et svar, der er åbenlyst enkelt og uendeligt kompliceret: »Livet,« siger han.

Giver det mening?

Vi sidder på spisestedet Piccolo i Risskov. Morten Albæk har håret strøget tilbage, hans kridhvide skjorte er knappet ned, så hårene på brystet kan anes, og skoene er spidse og blanke. Hans fremtoning oser af selvsikkerhed og ro. Hans blik viger ikke, når han taler. Han er helt og aldeles til stede i samfulde to timer, vi sidder dér på Piccolo.

»Forstår du, hvad jeg mener,« spørger han jævnligt. Hælder galant danskvand op og læner sig efter en times interview ind over bordet og siger: »Må jeg spørge dig om noget? Nu har du været så elskværdig at sidde og lytte til mig i over en time. Giver det mening?«

Livets forgængelighed brager ind i brystkassen

Ja, det giver mening. Få mennesker kan uden besvær, og på så kort tid, få en samtale sporet ind på selve meningen med livet – og få det til at give mening. Sådan et menneske er Morten Albæk. En samtale med ham vil uundgåeligt komme til at handle om livet. Det kan ikke rigtig være anderledes. For Morten Albæk vil leve livet meningsfuldt. Fordi han ved, det har en ende. Det fandt han for alvor ud af, da hans far gik bort. Morten Albæk var 31 år gammel, og døden – eller bevidstheden om livets forgængelighed, som han selv kalder det – bragede ind i hans brystkasse. I dag giver døden ham energi, fortæller han.

Jeg tænker rigtig meget på døden. Jeg tror, der er en psykolog eller tre, der vil mene, jeg tænker lidt for meget på den.

»Jeg tænker rigtig meget på døden. Jeg tror, der er en psykolog eller tre, der vil mene, jeg tænker lidt for meget på den. Men jeg er nok ikke den eneste filosof, der tænker meget på døden. Og jeg synes faktisk, den er energigivende. Fordi den er som sådan en hård, kold, men livgivende brise, der minder dig om, at lige om lidt, så er du væk.«

Det kapitalistiske system virker ikke

Den erkendelse bruger Morten Albæk på at leve livet, som han vil – ikke som andre forventer, at han skal. Det har bragt ham fra uddannelsen som cand.mag. i historie og filosofi til en topstilling i Danske Bank og sidenhen til Vestas, hvor han var Chief Marketing Officer. I 2015 grundlagde han Voluntas, der stræber efter at være den mest meningsfulde rådgivningsvirksomhed i verden. Her hjælper flere end 60 medarbejdere fordelt på 16 nationaliteter i syv kontorer på fire af verdens kontinenter virksomheder, organisationer og brands med at skabe meningsfulde kulturer, fortæller Morten Albæk.

»Voluntas ernærer sig ved at hjælpe brands med at blive meningsfulde og skabe organisationer, der er meningsfulde for medarbejderne at arbejde i. Det kan vi gøre, fordi den kommercielle, kapitalistiske verden er under dramatisk transformation i disse år. Det kapitalistiske system virker ikke, som vi har indrettet det i dag. Vi skal have puttet noget mening ned i det system, og det er dét, Voluntas arbejder med.«

Tilfredse medarbejdere er en uopnåelig forestilling

Morten Albæk kigger på mig. Engagementet er ikke til at tage fejl af. Teorier, ideer, tanker og begreber flyver hen over bordet. Nogle med større begejstring end andre. Om work-life balancebegrebet siger han for eksempel, at det er »et af de dummeste, mest nyttesløse begreber, der er opfundet, altså nærmest nogensinde, men i hvert fald inden for de seneste 45 år.« Tilfredse medarbejdere giver han heller ikke meget for. Det er en uopnåelig – og urealistisk – forestilling at have tilfredse medarbejdere, mener han.

»Tilfredshed og behovsrealisering er én og samme ting: Jeg vil gerne have en kop kaffe, jeg får en kop kaffe, jeg føler tilfredshed. Dét at skabe en organisation med absolut tilfredshed blandt medarbejderne, vil betyde, at du skal være i stand til at tilfredsstille alle medarbejderes behov hele tiden og altid. Det er der ganske simpelt ikke nogen organisation, der nogensinde vil kunne. Det vil være så ineffektivt og uproduktivt. Det er ligesom, hvis vi i forældreskabet, ægteskabet eller venskabet skal tilfredsstille vores ægtefælles, børns eller venners behov hele tiden. Det kan ikke lade sig gøre.«

Dét at skabe en organisation med absolut tilfredshed blandt medarbejderne, vil betyde, at du skal være i stand til at tilfredsstille alle medarbejderes behov hele tiden og altid.

Han tager en slurk af sin æblejuice. Selvom holdningerne er stærke og engagementet stort, bliver ordene ikke spyttet ud. De er altid ledsaget af refleksioner og forklaringer, og den nordjyske dialekt, som alle ord pakkes ind i, er en fast følgesvend.

Giv medarbejderne følelsen af mening

Hvis medarbejderne ikke skal være tilfredse, hvad skal de så, spørger jeg.

»Det første er, at du slet ikke skal måle på medarbejdertilfredshed. Du skal måle på mening,« fortæller han. Netop dét har Voluntas specialiseret sig i. På baggrund af forskning i meningsfuldhed har de påvist fire drivere, der vurderer, om et menneske føler mening i livet med sit arbejde. De fire drivere er sense of purpose, sense of leadership, sense of belonging og sense of personal growth.

»Det er de fire parametre, som organisationer og ledere skal monitorere på: Hvor megen følelse af formål er du i stand til at internalisere i de mennesker, der arbejder for dig? Hvor klart, tydeligt og omsorgsfuldt et lederskab giver du fornemmelsen af? Hvor dygtig er du til at skabe et socialt fagligt fællesskab, hvor medarbejderne savner deres kolleger en lillebitte smule, når de ikke er på arbejde? Hvor dygtig er du til at give hver enkelte medarbejder følelsen af, at vedkommende ikke blev dummere i dag end i går? Hvis du hele tiden har fokus på det, så vil følelsen af mening, både hos individet og kollektivet, vokse,« forklarer Morten Albæk.

Jeg leder et potentiale, ikke en ressource

Ifølge Voluntas’ undersøgelser er der kæmpestore gevinster i at skabe meningsfulde organisationer.

»Et menneske, der føler mening i livet med sit arbejde, er fem gange mere produktiv, signifikant mere innovativ, meget mindre syg, kan overkomme klart højere stressniveau, er meget mere kreativ og initiativrig. På alle finansielle, kommercielle og organisatoriske KPI’er er det her ”The Leading Indicator of all Leading Indicators,”« fortæller Morten Albæk.

Et menneske, der føler mening i livet med sit arbejde, er fem gange mere produktiv, signifikant mere innovativ, meget mindre syg, kan overkomme klart højere stressniveau, er meget mere kreativ og initiativrig.

»Er det svært,« spørger jeg. For selvom Morten Albæk får det til at lyde simpelt at lede meningsfuldt, må der alligevel være en del ledere derude, der i årevis har målt på medarbejdertilfredshed og stolt præsenteret de positive resultater til medarbejderne.

»Det er ikke specielt komplekst. Det er et spørgsmål om prioritering. Det handler om at sige: ”Jeg leder ikke en ressource, jeg leder et potentiale, og jeg ser ikke det at være leder som et privilegie, jeg ser det som et kald.” Et kald, hvor man ønsker at påtage sig en moralsk forpligtelse for en lille flig af et andet menneskes skæbne og samtidig er dybfølt nysgerrig på det menneskelige sind.«

Jeg har svigtet, løjet, bedraget og været grådig

Fotografen har netop været forbi for at stille det spørgsmål, der får Morten Albæk og jeg til at stoppe op: ”Hvad handler artiklen om?” Det bringer Albæk til at spørge, hvorvidt det, han har snakket om den seneste time, giver mening. Jeg svarer ja. Han følger det op med endnu et spørgsmål, som overrumpler: »Hvis jeg må spørge: Din forventning om, hvordan jeg var, og hvordan jeg er, er den kompatibel?« Jeg studser lidt over spørgsmålet. Overvejer, hvorfor han føler et behov for at spørge. Min oplevelse er, at han 1:1 er, som jeg havde forventet. Det fortæller jeg ham og spørger samtidig, om han selv synes, der er forskel.

Ofte får du ikke mulighed for at fortælle, hvor uduelig, du er, hvor meget, du mislykkes i, og hvor mange svigt, du har lavet i livet.

»Jeg oplever, at folk kan få en oplevelse af, at man tager sig selv mere højtideligt, end man faktisk gør. Eller folk kan få et indtryk af, at man selv synes, man er en helvedes karl, eller måske, at man er mere perfekt, end man er. Sandheden er, at det synes man sådan set ikke. Men ofte får du ikke mulighed for at fortælle, hvor uduelig, du er, hvor meget, du mislykkes i, og hvor mange svigt, du har lavet i livet. Det er bare ikke dér, fokus er,« svarer han.

Det får mig til at spørge, om han ville ønske, der var mere fokus på de gange, han har fejlet. Svaret er ikke entydigt.

»Jeg prøver i ny og næ, nærmest som en disclaimer, at sige, at jeg har svigtet, løjet, bedraget, og jeg har været grådig. Jeg har været alt. Når jeg løber mit liv igennem, så er der ikke mange ting, jeg ikke også har været.«

Mod og tilgivelse

Uanset hvad livet bringer Morten Albæk forsøger han at møde det modigt og være tilgivende. De to dyder – mod og evnen til at tilgive – er helt essentielle for ham.

»Jeg vil gerne forsøge på at vedblive at være et modigt menneske. I alle livets korridorer. Og så vil jeg gerne kunne tilgive nærmest alting.«

Jeg vil gerne forsøge på at vedblive at være et modigt menneske. I alle livets korridorer. Og så vil jeg gerne kunne tilgive nærmest alting.

»Er du et tilgivende menneske,« spørger jeg.

»Jeg arbejder på det. Jeg bliver det mere og mere,« indrømmer han og fortæller, hvordan han som 30-årig var langt mere egensindig, end det er tilfældet i dag. Selvskabt, siger han også. Og alt for selvbevidst. Men så kom den altoverskyggende kærlighed, børnene – og sorgen, tabet af sin far. Og det er først nu, hvor han er midtvejs i 40’erne, at han synes, han er ved at være den mand, han gerne vil være.

»Jeg tror, at den hybrid med ens egen sårbarhed, der kommer med børnene, og følelsen af at elske noget meget, meget højere end én selv, og faktisk finde ud af, at det med at elske sig selv, før du kan elske andre - det passer ikke. For hvad enten jeg elsker mig selv, eller ikke elsker mig selv, så elsker jeg dem. Det andet er forgængeligheden, som kommer, når en af dine kære lige pludselig ikke er der. Når det er så markant, som en søn, der mister sin far, så er der nogle strukturer, der flytter sig.«

Lev det liv, du vil leve

Hvad enten vi er ledere, medarbejdere eller noget derimellem, så handler livet i bund og grund om meningsfuldhed. Om at have mod til at leve sit eget liv og tilgive.

»Livet handler om at have modet til at leve det liv, du gerne selv vil leve, i stedet for det liv, andre forventer af dig. Det mod vil jeg gerne give mig selv i gave. Men man skal tænke over det. Tænke over at lige om lidt, så er det slut. Så snart vi taler om det og tør dvæle ved det, så giver det os adgang til at elske lidt mere intenst, og til at se verden fra nogle plateauer, vi ikke tidligere har set verden fra. Det bør vi også gøre i forhold til at lede, drive og udvikle virksomheder. Sådan, at når døden står der og vinker til os, så tænker vi, at den tid, vi brugte på arbejde, den tid, vi brugte på at lede, den tid, vi brugte på at skabe – hvor var det godt, vi gjorde lige netop dét.«