En opkvikker mod corona-træthed

Hvad går det egentlig ud på? Mange er hjemsendte men kan stadig arbejde og får stadig deres løn. De har tag over hovedet og mad på bordet. Men det er ikke nok. De bliver trætte – coronatrætte. Helen Eriksen er erhvervspsykolog og har en lang række foredrag om trivsel og arbejdsglæde bag sig. I sit seneste webinar, ’Farvel til coronatræthed – og andre trætheder’, har hun sat sig for at dissekere det nye, globale fænomen.

»Problemet bunder i, at vi er relationelle væsner,« siger hun. »Vores to ældste dele af hjernen ved, at vi ikke har overlevet ved at rende rundt hver for sig. Som oftest er hulemandens overlevelse sikrest i stammeformation. Det at være sammen med andre forbinder vi ubevidst med overlevelse og tryghed.«

Mister forbindelsen til fællesskabet

Man kan bagatellisere, hvor meget det betyder at komme ud og have sin daglige gang på en arbejdsplads med gode kollegaer. Man kan dog ikke tænke sig ud af biokemien. Coronatrætheden udløses blandt andet af en mangel på en række belønningshormoner.

»Den lille fysiske kontakt og dét at se nogen smile i et samvær udløser belønningshormoner. Serotonin er nok det mest kendte. Det giver os en glæde og en opstemthed. Dopamin får vi, når vi lykkes med noget. Det er bare nogle af de belønningshormoner, der er blevet mindre af i vores hverdag, simpelthen fordi vi ikke ses og spejler os i hinanden som før corona. Normalt fortæller de os, at vi gør en forskel, at vi gør noget godt for vores relationer og for vores overlevelse. Når vi pludselig mangler dem, bliver vi mismodige,« siger hun.

Derudover opfanger vores underbevidsthed konstant signaler fra dem, som vi omgås. De fortæller os, hvordan vi er placeret i fællesskabet – er man inde, eller er man ude. Selvom om man med videomøder både kan se og høre hinanden, kan det ikke gøre det ud for den virkelige verden, siger Helen Eriksen:

»Nogle frekvenser kommer ikke med ud af computerens højtalere. Man får ikke de pejlemærker på, hvor værdsat ens input er. Det er derfor vigtigt at vise sig selv og kollegaerne empati. Man skal bade hinanden i empati og hellere spørge en gang for meget, end en gang for lidt.«

Slut med snart

Helen Eriksen oplever, at mange lønmodtagere har godt af at høre, at det, som de føler, er helt naturligt. Det er ikke menneskene, der har ændret sig. Det er de forandrede omstændigheder, der påvirker dem. Derfor kan det også være fristende at drømme sig frem til den dag, hvor omstændighederne vender tilbage til det normale. Men det kan være en grim fælde, mener Helen Eriksen.

Hvis man skaber en mental mållinje, som man bare skal klare sig til, kan man ende med at gøre sig selv en bjørnetjeneste. Så har man opbrugt alle kræfterne, selvom nedlukningen endnu ikke er forbi, og så risikerer man at komme helt ned.

»Det kan lyde træls, men vi skal holde op med at sige ’lige om lidt’. Vi spæner mod målstregen, og det er udmattende for os. Vi må i stedet vænne os til at leve i en ny virkelighed. Håb er smukt, det skal bare stå i forhold til de omkostninger, det har for os,« siger hun.

Klap dig selv på skulderen

Hvordan kan man så lære at leve i den nye virkelighed? Helen Eriksen har et par praktiske tips, som kan gøre hverdagen på hjemmekontoret mere udholdelig. Det kræver en konfrontation med vores ansvarsfølelse.

»Mennesker er som udgangspunkt meget ansvarlige. Vi går gerne en ekstra mil for mange ting, hvis vi kan gøre en forskel. På hjemmekontoret betyder det, at vi arbejder derudaf og glemmer at sætte pauser ind. Man skal huske at gå en tur og ikke spise sin frokost foran computeren,« siger Helen Eriksen.

Det er også vigtigt at huske på, at vi står i en historisk situation. Der findes ingen præcedens for en nedlukning af denne kaliber. Derfor skal vi huske at klappe os selv på skulderen, siger hun:

»Det er vigtigt at anerkende sig selv uanset faglighed og alder. Alle skal huske at rose sig selv for at komme igennem og for at finde en vej. Det er ikke en selvfølge. Vi har gjort noget, som ingen før os har gjort. Samtidig har vi været loyale over for helheden og vist en vilje til fællesskab. Det er stort at se.«

Den pludselige mangel på struktur i hverdagen kan også tilbageerobres. Før nedlukningen kunne man sagtens komme hjem fra arbejde og kigge på en computerskærm. Men nu, hvor det er den samme computer og de samme omgivelser dagen lang, bør man lade computeren være til at arbejde på og lukke den ned, når man er færdig.

Det handler om at skabe sig nogle faste rytmer. Det kan være at tage habitjakken på, selvom man sidder derhjemme. Noget der, rent rituelt, fortæller dig, at du er på vej på arbejde. Bagefter tager du habitjakken af igen for at holde arbejde og fritid adskilt.

Når vi åbner igen

Mange glæder sig til den dag, hvor de kan gå på arbejde, som de plejede. Men vi skal ikke forvente, at vi kan holde til det samme, som vi kunne før corona.

»Ligesom hvis man kom hjem efter en lang ferie, er vi i en helt anden gearing nu. Selvom vi ikke kan vente med at komme tilbage, betyder det også, at vi vil blive overstimuleret af indtryk, når vi igen omgås andre. Nu er vi blevet vant til selv at skabe vores forstyrrelser, sådan er det ikke på en arbejdsplads.

Det kan føles som et bombardement af indtryk, og det kan gøre medarbejderen træt og udkørt tidligt på dagen,« siger Helen Eriksen og opfordrer til, at man vil fokusere på en langsom opstart.

»Man bør under ingen omstændigheder proppe sin kalender, når vi åbner op igen. Et år er lang tid at være hjemmearbejdende, og mange har ikke været vant til andre mennesker end deres allernærmeste. Ansvaret bør ikke ligge hos medarbejderne, men hos lederne i virksomhederne og kommunerne. De bør opfordre medarbejderne til flere pauser, end medarbejderne måske er vant til. Ellers kan det gå galt.«

Indtil da kan man holde den værste coronatræthed på afstand ved at minde sig selv om, at der er en meget stor og naturlig grund til, at man måske føler sig mismodig. Det er nemlig første gang i vores liv, at vi i så lang tid har været så stærkt afsondret fra så mange af vores vigtige relationer. Relationer er biokemi og biokemi bliver til psykologi og følelser.

»Man skal huske, at man ikke er sine følelser eller sine tanker. Man er ikke blevet til en anden, mere trist person. Det er omstændighederne, der er forandrede, og indtil de ændrer sig, handler det om at være god ved sig selv. Vi skal den første tid, når vi kommer tilbage, mærke efter, hvor coronatrætte vi er og sætte ambitionerne derefter, så vi kan holde humøret højt og undgå overbelastning«, afslutter hun.