Horsens skal være Danmarks teknologiske laboratorium

Horsens skal være Danmarks teknologiske laboratorium

Campus Horsens bliver centrum for en ny afdeling af Aarhus Universitet, hvis det står til Business Horsens. Her skal der for alvor sættes skub i udviklingen af IOT-teknologi.

»Som Danmarks teknologiske laboratorium vil vi være en spændende og moderne industriby, hvor erhvervslivet er lige så kendt, som vores bosætning og kultur. Det er min vision,« siger Anders Killmann Petersen, erhvervsdirektør i Business Horsens.

Visionen har allerede fået flere teknologitunge virksomheder til at se på mulighederne for at flytte til Horsens. De ser store muligheder i at ligge tæt på den største samling kompetencer inden for bl.a. IOT – Internet of Things. Begrebet dækker over verdens milliarder af online enheder – lige fra kaffemaskiner til overvågningskameraer – og hvordan deres data kan bruges.

»Jeg kan tydeligt mærke interessen fra virksomheder inden for feltet. De vil gerne rykke til Horsens. Mange virksomheder har en masse »død data«, som de kan lade flyde ind i det her laboratorium, hvor det kan bruges til udvikling af nye produkter,« siger Anders Killmann Petersen.

Horsens BiblioTech

Teknologien er en åbenlys fordel for erhvervslivet, men erhvervsdirektøren ser gerne, at den også gavner den almindelige befolkning. Anders Killmann Petersen forestiller sig et teknologi-bibliotek, hvor indbyggerne kan låne en teknologi for at lære mere om den. Det skal være med til at sætte endnu mere gang i udviklingen af arbejdspladser og den i forvejen store tilflytning.

Men først skal Aarhus Universitet Horsens blive en realitet. Afdelingen skal samle alle de mindre enheder med teknologisk ekspertise og udstyr i et internationalt videnscenter på Campus Horsens. I dag er de mange små centre af viden fordelt på flere adresser i Horsens og Aarhus.

Universitetet er samtidigt i gang med forberedelserne til to andre nye jyske afdelinger. Det drejer sig om en Blockchain-afdeling i Viborg og en Digital Twin-afdeling i Ringkøbing. Planen er, at de tre afdelinger skal arbejde tæt sammen om de fælles digitale udfordringer og indsigter.

Men der skal mange penge til. 16 millioner kroner til etablering og drift over en tre-årig periode. Derfor er Anders Killmann Petersen for alvor kommet på arbejde. Efter halvandet år i direktørstolen ser han frem til at nå budgettet for sit største projekt på posten.

Ryster op og støver af

Den nye erhvervsdirektør har i det hele taget sat en ny retning for Business Horsens. Anders Killmann Petersen har et mål om at være i berøring med mange flere af foreningens medlemmer og hjælpe dem frem – blandt andet med sin egen erfaring som international iværksætter.

Stod det til erhvervsdirektøren, skulle det helst være skattefrit og meget mindre reguleret at være iværksætter, så flere ville vælge den vej. Men vi kan selv sikre væsentlige fremskridt, mens vi venter på det politiske mirakel. Under sine ophold i udlandet har han indset, at vi må lære at ryste Janteloven af os og tro mere på os selv.

»Vores udsyn i Horsens er ikke altid så internationalt. Det skal vi være bedre til, for jeg er sikker på, at mine børns generation kommer til at arbejde i hele verden. På samme tid skal vi være tro mod vores egne værdier. Vi har et unikt niveau af tillid, et højt uddannelsesniveau og et trygt, socialt sikkerhedsnet,« siger han.

Vores udsyn i Horsens er ikke altid så internationalt. Det skal vi være bedre til, for jeg er sikker på, at mine børns generation kommer til at arbejde i hele verden. På samme tid skal vi være tro mod vores egne værdier. Vi har et unikt niveau af tillid, et højt uddannelsesniveau og et trygt, socialt sikkerhedsnet

Det fælles fodslag er afgørende

Hvis Horsens skal nå op i den liga, Anders Killmann Petersen ser for sig, kræver det et stærkt samarbejde. Han anerkender den store indsats hos Learnmark, Insero, VIA og andre store aktører i byen, men der er brug for et endnu tættere samarbejde og nogle fælles mål. Da P!nk gav koncert i Horsens så han et godt eksempel på, hvordan det kan se ud i praksis.

»Alle byer har udfordringer med detailhandlen, og her hjælper følelsen af fællesskab. Vores juletog kørte koncert­gæsterne ned i byen, så de kunne bruge ventetiden på at opleve Horsens midtby og få noget at spise. Sådan noget skal vi blive meget bedre til, og vi skal sammen brande og markedsføre ét samlet sted, hvor man kan se, hvad der sker,« siger han.