Jysk energi deler værdierne

Jysk energi deler værdierne

Forsyningsselskabet skal producere grøn energi og være til stede i lokalområdet. Det er mantraet for Jysk Energi, der satser stort på begge dele.

Ser man sig omkring i det Midt- og Vestjyske, er det tydeligt, at Jysk Energi er til stede i lokalsamfundene. I Lemvig er Jysk Energi projektpartner på Danmarks nye klimacenter Klimatorium, i Holstebro er der Jysk Energi Padelcenter, og i Struer støttede Jysk Energi i 2020 de handlende med et gavekort til julegaverne.

– Som en stor virksomhed med en stærk lokalforankring føler vi et stort ansvar for at spille en aktiv rolle dér, hvor det betyder noget for borgerne. Vi vil gerne være med til at bidrage til et rigt handels- og kulturliv, så det også er attraktivt at bosætte sig i lokalområdet i fremtiden, siger Niels Brøndsted, der er økonomidirektør i Jysk Energi.

2021 er dog et år, hvor Jysk Energi har været ekstra gavmilde. Corona-nedlukningen har gjort det svært for foreninger, handelslivet og kulturen at stå igennem det meste af 2020 og 2021 med lukkede butikker, aflyste arrangementer og sportsforeninger, der ikke måtte træne. Jysk Energi oprettede derfor Specialpuljen, hvor mere end 3 millioner kroner blev delt ud til foreninger og kulturen i området.

Det er netop i den slags situationer, Jysk Energi skal være dér og tilgodese ejerne, siger økonomidirektøren.

– Når de så er sat ud af spillet i næsten et helt år, skal vi tage et ansvar og dele ud af den værdi, vi har skabt, for at styrke og hjælpe i de områder, hvor vi er, fortæller Niels Brøndsted.

Corona har også skabt nye behov for at kunne arbejde hjemmefra. Også her bidrager Jysk Energi med at sikre adgang til verden omkring os gennem hurtigt fiberbredbånd. I 2021 investerer Jysk Energi mere end 70 millioner kroner i fibernet og i løbet af 2023 forventes mere end 98% af borgerne i lokalområdet at have hurtig digital adgang til hele verden gennem fibernet leveret af Jysk Energi.

Få en andel i grøn strøm

Siden 1923 har Jysk Energi etableret elforsyning og handlet med strøm til de Midt- og Vestjyske husstande som områdets forsyningsselskab, der som et andelsselskab er ejet af deres forbrugere. At være stærk gennem lokalt sammenhold og efterfølgende give tilbage er hele grundlaget for Jysk Energis forretning, hvor andelshaverne hvert år nyder godt af koncernens overskud.

– Som andelshaver i Jysk Energi er man partner i vores forretning. De tusindvis af andelshavere er det, der er med til at motivere os til hele tiden at udvikle vores forretning og finde på nye koncepter, der skaber merværdi, og som bidrager til udviklingen af fremtidens bæredygtige lokalsamfund, siger Niels Brøndsted.

Seneste skud på stammen er vind- og solcelleparker, hvor borgere har mulighed for at købe en andel i parken. I Lemvig har Jysk Energi, sammen med et lokalt vindmøllelaug, etableret en vindmøllepark, hvor Jysk Energi ejer 45 %, mens borgere i nærområdet til sammen ejer 55 %. Vindmølleparkerne er en god forretning for både Jysk Energi og andelshaverne, da vindbæltet i Midt- og Vestjylland er det sted i landet, hvor der bliver produceret mest vedvarende energi pr. borger.

Den overskydende strøm bliver solgt og transporteret til østligere og mindre vindsuste egne med økonomisk gevinst.

– Det er en kerneforretning for os at sikre grøn energi og udvikling i lokalområdet. Med sådan en vindmøllepark opnår vi begge dele. Vi er glade for, at der er stor opbakning til det. Energibranchen er ofte præget af stor uigennemsigtighed og udenlandske kapitalfonde, hvor den overskydende værdi ryger ud af landet. Vi sikrer, at værdien bliver i Danmark hos dem, der er med i projektet, siger Niels Brøndsted.

Lokale, men også nationale

Selvom Jysk Energi er en virksomhed med dybe rødder i den jyske muld, breder de sig over hele landet. Alle borgere og virksomheder kan frit vælge el-leverandør, og her er det muligt at vælge den Holstebro-baserede energikoncern.

Med moderne energikoncepter, grøn strøm og jysk fornuft i øjenhøjde håber Jysk Energi, at de kan være dem, kunderne vælger – også i Aalborg og København.

– For mange forbrugere er strøm jo bare strøm. Valget af leverandør handler derfor sjældent om kvalitet eller priser, men om alt det udenom. Derfor skal vi som virksomhed vise, at vi er relevante for forbrugerne og samfundet; at vi producerer grøn strøm, at vi har nogle spændende koncepter, og at værdien kommer os alle til gode, siger Niels Brøndsted.

Jysk Energi er ved at etablere et nyt solcelleanlæg ved Høvsøre, hvor virksomheder og borgere igen får mulighed for at blive medejer i solenergien og deltage aktivt i den grønne omstilling af Danmark.