Henrik nyder det frie optikerliv

Henrik nyder det frie optikerliv

Hver dag er en fest for optiker Henrik Madsen, indehaver af Madsen Optik i Holstebro. Han er fri af kæder og bestemmer selv, hvilke briller han har på hylderne. Det giver kunderne helt nye muligheder.

De står tæt på hylder og ligger i skuffer og skabe og pynter i vinduerne. Hos Madsen Optik i Holstebro er brillerne i fokus.

– Vi har kun briller, som, vi selv synes, er flotte. De er udvalgt nøje, så vi kan stå inde for både design og kvalitet på de briller, vi sælger, siger indehaver Henrik Madsen.

I baglokalet sliber Henrik Madsen selv de glas til, som folk skal have i deres briller. Han sætter dem også i og finjusterer brillerne, så de kommer til at passe perfekt til den nye ejer.

– Det er stadig et håndværk her hos os, og det kan jeg rigtigt godt lide. Vi har virkelig føling med de briller, vi sælger til kunderne, fordi vi har dem så meget i hænderne, siger Henrik Madsen.

Det er stadig et håndværk her hos os, og det kan jeg rigtigt godt lide. Vi sliber selv glassene til og sætter dem i. På den måde får vi virkelig føling med de briller, vi sælger til kunderne, fordi vi har dem så meget i hænderne.

Her får kunderne kvalitet for alle pengene.

– Jeg skal kunne se mine kunder i øjnene også uden for butikken. Jeg møder jo kunderne i Kvickly, så derfor spiller vi ærligt ud – vi sælger ikke kun det nyeste glas for at tjene penge. Hvis det giver mening for en kunde at få den samme type glas i som sidst, så anbefaler vi det. Det nyeste er ikke altid godt til alle, understreger optikeren.

Bestemmer selv

Henrik Madsen har været optiker i 24 år – de første mange år som ansat hos en stor kæde, så gik han selvstændig i en anden stor kæde, men de sidste fem år har han været helt sin egen – kun flankeret af Jane Møller, som også er optiker og specialist i kontaktlinser.

– Jeg er vild med det selvstændige liv. Jeg har ikke syv chefer over mig, som bestemmer, hvad jeg skal have i vinduerne, og som fortæller mig, hvilke stel og glas jeg helst skal sælge, og jeg skal ikke aflægge rapporter og salgstal til nogen. Her bestemmer vi selv, og vi står til ansvar for os selv. Det er faktisk en fest hver dag, smiler Henrik Madsen.

Det betyder blandt andet, at hvis han og Jane får en idé, så kan de hoppe på den – uden at der står en stor kæde og nedstemmer idéen, fordi den ikke passer ind i det store koncept.

– Herovre skal vi have installeret en lille vinbar, så ledsagere kan få sig et glas vin eller en lille drink, mens de venter. Og i december har vi portvinssmagning her hver fredag. Hvis vi får en skør idé, kan vi prøve den af – der er ikke nogen, der bestemmer, hvad vi må og ikke må. Det er fedt, fastslår optikeren.

Briller til en god pris

Madsen Optik er en del af indkøbskæden OptikTeam – men den har ikke anden betydning for Henrik Madsen, end at han kan købe produkterne til en god pris. Madsen Optik kan derfor sagtens konkurrere med den pris, som konkurrenterne tilbyder.

– Indkøbskæden bestemmer ikke over mig. Jeg bestemmer selv alt – lige fra indretning til produkter på hylderne. Men jeg får mine produkter til en god pris, og derfor kan du også her få et godt tilbud på briller, solbriller og kontaktlinser – ligesom vi også tilbyder abonnementsordninger, som andre brillebutikker, siger Henrik Madsen.

Frit valg på alle hylder

Hos Madsen Optik er brillerne ikke inddelt efter herre- og damebriller, nyheder eller trends, ligesom der kun er én model af hver brille til salg.

– Vi vil helst ikke sætte folk i bås, så derfor har vi blandet alle briller og solbriller, så vi ikke kigger på køn eller trends. Her vælger man den brille, der passer til en – og her er alle kunder særlige, så derfor får du ikke en brille her, som halvdelen af byen går med. Vi nyder, at vi på den måde kan kræse om hver enkelt kunde, siger Henrik Madsen.

Om kort tid kan kunderne også selv designe deres egne briller ved selv at vælge form på stel, stænger og farve hos Madsen Optik.