Happy // Notion

Glade kunder og skræddersyede events

Happy Event er en stærk sparringspartner til de fleste events. De guider kunderne gennem de fleste valg og er selv til stede
for at følge festen helt til dørs.

Engang arrangerede Morten Goul Jensen og hans medarbejdere et bryllup for 12 gæster. Inklusiv brudeparret. Det var ikke i sig selv en god forretning at arrangere fest for så få mennesker i lokaler, som let kan huse 350 personer.

»Folk har grinet deres røv i laser over det. Men de 12 mennesker havde en fantastisk fest, og siden har det givet os masser af forretning,« siger Morten Goul Jensen.

Han er uddannet kok og driver til daglig konceptrestauranten No 16 midt i Aarhus. Derudover er han indehaver af Happy Event. En komplet fest-leverandør, der er opstået som en naturlig del af den ånd og ekspertise, han byder på i restauranten. Enhver løsning bliver tilpasset det enkelte selskab, og intet er som udgangspunkt umuligt. 

»I Happy Event får du en fleksibilitet, som andre ikke tilbyder. Vi er interesserede i vores kunder, og derfor er vi der også, når festen er så god, at du gerne vil forlænge den,« siger Morten Goul Jensen.

Mere end blot catering

For Happy Event handler det ikke bare om at sælge kuverter og stille maden på den rigtige adresse på et aftalt tidspunkt. Det er heller ikke altid økonomien, som afgør, om Morten Goul Jensen vil tage et arrangement. 

»Jeg vil gerne sprede noget glæde og positivitet. Det har vi overskud og frihed til, fordi vi vælger de opgaver, som også er sjove for os,« siger han.

Han kalder selv maden for ærlig. Den skal smage, som kunderne forventer. Der er ingen grund til at pakke tingene ind i fine ord eller fermentere dem i en telefonbog i tre år, hvis de er gode nok, som de er.