FLONIDAN // NOTION

Gas og vand driver væksten hos lokale FLONIDAN

Tæt på motorvejens nye Horsens C-afkørsel ligger den verdenskendte produktionsvirksomhed FLONIDAN. Den
har dog hverken produktion eller et stort navn i Horsens.

»Alle snakker om digitalisering. Vi er lige midt i det,« siger Sten Dyrmose og peger på kilden til FLONIDANs succes. 

I mødelokalets vindue står den moderne gasmåler, som gør både forbrugere og forsyningsselskaber glade. For fem år siden forlod han en direktørstilling i Colorado for at sætte sig i front for Horsens-virksomheden FLONIDAN. På den tid er der sket en voldsom vækst i virksomheden. 

I Danmark går varmeforsyningen væk fra naturgas. Men i lande som eksempelvis England, Holland og Belgien investerer man kraftigt i moderne gasforsyning. Det er nødvendigt for at nå landenes klimamål. 

FLONIDAN // NOTION

Da Sten Dyrmose blev tilbudt stillingen, havde et forsyningsselskab i Holland lige lagt en ordre på 1,4 millioner gasmålere. Det var mange gange flere, end FLONIDAN havde
kapacitet eller mandskab til at producere i Horsens. I stedet for at udvide på adressen har man lagt produktionen ud, så kapaciteten er stor og meget fleksibel.

»Vi har omdannet organisationen midt i en vækst, der er lige så voldsom som man ser hos dem, der sælger apps til
telefoner, selvom vi sælger noget så usexet som hardware. Vi er superglade for resultatet,« siger Sten Dyrmose.

I dag er FLONIDAN stort set markedsledende i de tre europæiske lande med leverancer i 100.000 styks-klassen.
Ingen af dem bliver sendt forbi Horsens.

Fra gedeskind til ultralyd

Succesen er blevet bemærket vidt omkring, og vejen fremad bygger på en ny gasmåler, som måler med ultralyd. De nuværende gasmålere benytter et anerkendt, men efterhånden lidt ældre måleprincip, hvor gasvolumen måles med to bælge. Historien fortæller, at man i tidernes morgen anvendte gedeskind til at lave de to bælge. De nye ultralydsmålere er 100 % digitale, bygger på avanceret teknologi og fylder under halvdelen.

»Alle vil have data hurtigere. Med vores målere får forsyningsselskabet bedre styr på deres net og hurtig og præcis information om lækager og hændelser i gasforsyningen. Forbrugerne får præcis afregning og øjeblikkelig viden om deres forbrug. Vi er pænt stolte af, at vi har knækket den kode med så få medarbejdere,« siger Sten Dyrmose.

Han ser tendenser til, at gasnettet i højere grad vil blive brugt til at løse udfordringen med at lagre strøm fra vindmøller – omdannet til hydrogen. Biogas er også ved at blive til en stor og seriøs forretning, som vil hjælpe den moderne måler frem på europæiske markeder. De grønnere gasser skal håndteres anderledes og det kan de gamle målere ikke.

Måling af hydrogen er bestemt ikke for børn. Men gas er blevet en levende og kompleks ting, som passer perfekt til vores målere. Vi elsker, når det bliver komplekst

»Måling af hydrogen er bestemt ikke for børn. Men gas er blevet en levende og kompleks ting, som passer perfekt til vores målere. Vi elsker, når det bliver komplekst,« siger han.

Ikke plads til jantelov

FLONIDAN konkurrerer med store udenlandske koncerner med op til 20.000 ansatte. Derfor møder de også store delegationer fra konkurrenterne, når de besøger kunder for at byde på nye opgaver. I den sammenhæng er det vigtigt at holde fast i fordelen som lille og hurtig.

»Det er medarbejderne, som er til et sådant møde, som tager beslutningen. Når jeg holder sommerferie, er en anden medarbejder direktør i mit sted. Så hvis man ikke kan lide ansvar og beslutninger, så er FLONIDAN ikke et godt sted at være,« siger Sten Dyrmose.

FLONIDAN // NOTION

Han er glad for Horsens C-afkørslen, fordi den letter arbejdet med at tiltrække nye medarbejdere. Det er især ingeniører og strategiske medarbejdere, der står på ønskesedlen lige nu. En af de medarbejdere, som passer på profilen, er marketingdirektør Lis Muusmann.

»Vi har utrolig meget fart på og ofte lægger vi asfalten, mens vi kører. Vi har ikke tid til rundbordsdiskussioner. Det er måske ikke altid efter lærebogen. Men det virker,« siger hun.

Hun står også i spidsen for FLONIDANs andet ben – vandmåling, hvor man sælger fjernaflæste vandmålere til vandværker. 

»Det er på alle måder en meget anden branche. Her kommer vi tæt på kunderne på en helt anden måde. Det er relationssalg og vi kan være mere kreative og eksperimenterende i vores tilgang - det er meget spændende og inspirerende at kunne betjene to så forskellige brancher,« siger hun. •