Exxit59 // Notion

Et fleksibelt erhvervscentrum lige midt i Danmark

Exxit 59 oplever stor vækst. Transportcenteret har gjort sig synligere end nogensinde før med en række nye lejere.

Danmarks største transportcenter, Exxit 59, er kendt for lejere som McDonald’s, Lagkagehuset, The Diner og auktionshuset BCA. Men når almindelige pendlere tanker og provianterer ved Østjyske Motorvejs afkørsel 59, tænker de færreste over, hvad den ellers rummer. 

Det kæmpe anlæg med diesel-tanke giver et hint; Hele 60 % af lejerne hos transportcenteret er logistikselskaber som DHL, Nagel Danmark, Havi Logistics,  Palle Thygesen, Danske Fragtmænd m.fl. 

Her har de hurtig adgang til brændstof, indhegnet parkering og adgang til hele Danmark in­den for to timer. Lastbilerne og deres inventar kan blive vasket hos Mega Wash og fuldt udstyret af KH One Stop, mens chaufførerne får massage hos Falck Health Care. De øvrige lejere er virksomheder som Price­WaterhouseCoopers, supply chain-operatøren Geodis, papkasse-producenten Imbox og Mieles showroom.

»Det er nemmere for vores lejere at tiltrække og fastholde medarbejdere, fordi de kan slippe for at snegle sig igennem byen og lede efter en parkeringsplads. Her får lejerne også deres eget byggeri uden at skulle binde penge i mursten,« siger Helle Freundlich Andersen, administrerende direktør i Exxit 59.

Udviklingen går hurtigt

Den gode logistik har været med til at tiltrække modevirksomheden MOSS CPH’s kontorer og lager. PA Brød driver også sit produktionsbageri her, så det friskbagte brød kan komme hurtigt ud til kunderne. 

Exxit 59 er snart færdig med at bygge lejemålet til KFC i den del af centeret, som primært henvender sig til pendlere. Lagkagehuset og The Diner har længe ligget i den ikoniske centerbygning, hvor det  italienske pizzeria Enzo & C åbnede i sommeren 2018. På førstesalen foregår der mange vigtige samtaler – faciliteret af netværksvirksomheden Consilion Nexus. Det hele er planlagt, så lejerne har tid til at etablere sig og blive kendt blandt kunderne. Men nu kommer der mere fart på.

»Udviklingen kommer til at gå meget stærkt de kommende år, og vi bevæger os med den. Vi har en god klump jord at gøre godt med og kan bygge hurtigt for nye lejere. Vi skal også have købt mere jord for at skabe råderum til de muligheder, de vil have,« siger Helle Freundlich Andersen.

Hun og de to viceværter, som udgør den eneste stab i Exxit 59, har flyttet kontor mange gange for at gøre plads til nye lejere. Og hun er klar til at gøre det igen.