Sydbank // Notion

Den komplette finansielle rådgivning midt på Søndergade

Tilfredse kunder er det største succeskriterie for Sydbanks erhvervsrådgivere i Horsens. I bankbygningen midt på Søndergade har de lokale erhvervsrådgivere tilsammen mere end 190 års erfaring og lever for deres kunder.

Lokal forankring og et langsigtet samarbejde er vigtig for de mange virksomheder, som får deres daglige rådgivning gennem Sydbanks erhvervsafdeling i Horsens. Flere af erhvervsråd-giverne har hjulpet de samme kunder i mere end 20 år og har derfor set mange gode væksthistorier.

»Vi brænder for vores lokale kunder. Flere af dem er gået fra iværksættere til store veldrevne virksomheder med mange ansatte. For den enkelte rådgiver kan man virkelig mærke, at de har et tæt forhold til kunden undervejs. Det er fantastisk at se,« siger Jacob Storgaard.

Som erhvervschef leder han det otte mand store hold af erhvervsrådgivere i Erhvervscenter Horsens. Det sker med fuldt fokus på kundetilfredsheden, som er bankens vigtigste fokusområde.  

»Vi tænker kunden først i alle aspekter og går efter de langsigtede løsninger, som alle parter er tilfredse med,« siger Jacob Storgaard.

Erfarne rådgivere

Sydbanks erhvervskunder får den fulde pakke inden for finansiel rådgivning. Alle erhvervsrådgiverne i Sydbank Horsens har mange års erfaring med rådgivning af erhvervskunder inden for alle brancher. De er vant til at sætte sig ind i en kundes virksomhed og yde proaktiv rådgivning. Når der skal rådgives på specielle finansielle områder, så bliver der bragt specialister på banen. 

Specialister giver råd om udlandshandel, leasing, firmapension, private banking, skat, forsikringer og meget mere. De fleste specialister hentes internt i bankens organisation. Resten findes blandt Sydbanks faste samarbejdspartnere som fx PFA og Topdanmark.

At låne penge ud på de rigtige vilkår og til den rigtige pris er blot et grundvilkår for at drive en erhvervsafdeling i dag, mener Jacob Storgaard. »Jeg ser det mest som et green fee for at beholde og tiltrække kunder. Vi er den strategiske samarbejdspartner, som sammen med kunden er med til at planlægge virksomhedens langsigtede budget. Vi kan og skal ikke drive virksomhederne for kunderne, men vi kan vise dem de økonomiske konsekvenser af deres beslutninger,« forklarer han.

Jacob Storgaard ser tit kunder sætte lighedstegn mellem vækst i omsætning og vækst i overskud. Men der skal penge til væksten, og den giver ikke altid mere likviditet i sig selv. Det er den slags langsigtede rådgivning, som kommer med erfaringen og de rigtige værktøjer til at give kunden det fulde overblik.

Sydbanks Erhvervscenter Horsens består ud over Jacob selv af to seniorerhvervsrådgivere, som rådgiver afdelingens største kunder og fire erhvervsrådgivere med fokus på små og mellemstore virksomheder. Derudover får kunderne hjælp af erhvervsmedarbejder Helle Nygaard, som hjælper kunderne med stort og småt omkring den daglige drift. Afdelingen har tilknyttet to faste leasingkonsulenter, som kan hjælpe kunderne med den helt rigtige leasing løsning.

I privatafdelingen i stueetagen arbejder desuden tre lokale erhvervsrådgivere, som rådgiver de kunder, hvor privatøkonomien fylder lige så meget som det erhvervsmæssige. 

Gør en forskel lokalt

Alle rådgiverne i Erhvervscenter Horsens bor selv i Horsens eller nærmeste opland. De møder kunderne i bybilledet og i de lokale sportsklubber. Men det er ikke kun den enkelte medarbejder, der engagerer sig i Horsens. Sydbank Fonden støtter en lang række klubber og initiativer lige fra Krimimessen til lys på FÆNGSLET. 

Fonden gav mere end én million kroner i støtte til aktiviteter i Horsens i 2018. I hele Østjylland støttede fonden med 2,8 millioner.

Herudover er afdelingen lokal sponsor i de mange foreninger i Horsens og selvfølgelig også i HH Elite, AC Horsens og Horsens & Friends.

»Jeg er stolt af, at vi støtter alle de her aktiviteter og er synlige i bybilledet. Vi kan se det gør en stor forskel for den lokale miniputklub, når vi kan støtte op med et sponsorat eller gave til et af deres arrangementer,« siger Jacob Storgaard.