Forpligtet til kamp for frihed

Vi møder Bettina på hendes kontor, der ligger i en charmerende ældre bygning i hjertet af Aarhus. Bettina har været selvstændig forsvarsadvokat siden august 2017, men rækken af uddannelsesbeviser, som pryder den ene væg, understreger, at titlen og succesen ikke er kommet af sig selv.

»Det var egentlig min fars ide, at jeg skulle læse jura. Jeg har altid været
fascineret af politi- og retsvæsnet og kan huske, jeg spurgte min far om, hvordan man blev hemmelig agent eller spion. Men det havde han ikke et helt klart svar på,«
griner hun og fortsætter:

»Jeg har altid været ambitiøs og vidst, at jeg ville arbejde med noget spændende – hvor jeg kunne gøre en forskel for andre mennesker. Jeg har også altid vidst, at jeg ville bruge mine evner for at tale og argumentere«.

Bettina brugte den første tid af sit arbejdsliv på at praktisere erhvervsret. Senere blev hun anklager ved Justitsministeriet. Men drømmen om at blive forsvarsadvokat voksede sig stadig større.

»Med strafferet har jeg virkelig fundet min hylde. Jeg er mine klienters talerør. Jeg er mine klienters argumenter. Her kan jeg bruge mig selv og min stemme – og ikke bare sidde bag et skrivebord og skive lange memoer. Jeg er i mit es, når jeg står i retssalen og taler min klients sag,« siger hun.

Med strafferet har jeg virkelig fundet min hylde. Jeg er mine klienters talerør. Jeg er mine klienters argumenter. Her kan jeg bruge mig selv og min stemme – og ikke bare sidde bag et skrivebord og skive lange memoer.

Frygt er ikke en mulighed

Man behøver ikke være i rum med Bettina ret længe, før man fornemmer hendes gåpåmod, og man forestiller sig levende, at hun må være en hård modstander i retssalen. Men derfor er det alligevel nærliggende at spørge:

Bliver du nogensinde bange?

»Jeg har lidt meget af klaustrofobi. Men det nytter jo ikke noget at frygte små rum, når man er spærret inde med sine klienter flere gange om ugen,« siger hun og trækker let på skuldrene. 

Den indstilling siger meget om, hvordan Bettina er som menneske. Gennem tiden har hun udviklet en evne til at beslutte, hvad hun vil bruge sin tid og energi på. Hun har valgt udelukkende at fokusere på det, der gør en positiv forskel i hendes liv: 

»Jeg har taget en principbeslutning om ikke at være bange. Der er jo ingen, der kan holde til at være bange, når de går på arbejde. Jeg har stået i ubehagelige situationer, men ikke noget, der har skræmt mig væk. Man skal huske på, at mine klienter har brug for min hjælp – så jeg er ikke uvelkommen.« 

Du har mange menneskers udfordringer og ofte triste skæbner tæt ind på livet hver dag. Hvordan er det?

»Det sætter livet i relief, når man bliver konfronteret med andre menneskers skæbne – på et tidspunkt i deres liv, hvor de er i dyb krise. Mange af mine klienter sidder spærret inde i små rum de fleste timer i døgnet, mens jeg kan køre hjem til mine børn. Så jeg bliver dagligt mindet om at værdsætte friheden,« siger Bettina.

Sværest at forsvare den uskyldige

Er der nogen gerninger, du ikke vil forsvare?

»De fleste spørger mig, hvordan det er at forsvare et menneske, der er tiltalt for voldsomme forbrydelser. Men i virkeligheden er det hårdere for mig at forsvare en uskyldig. De sager hvor jeg er fuldstændig overbevist om klientens uskyld – hvor anklagen, i mine øjne, slet ikke holder. For dér kan man, som forsvarsadvokat, føle sig meget alene overfor systemet og den mastodont, som politiet og anklagemyndigheden jo er. Der ligger ansvaret tungt på mine skuldre, fordi jeg skal have retten til at se det, jeg ser. Det er de sager, der går ind under huden.«

Får du nogensinde lyst til at lave noget andet?

»Ja. Hver morgen når mit vækkeur ringer klokken seks! Jeg er udpræget B-menneske,« griner hun og siger så: 
»Nej, jeg tænker, at der er et menneske, der har lagt sin skæbne i hænderne på mig. Så selvfølgelig kæmper jeg. Det er det mindste, jeg kan gøre. Jeg tror altid på frifindelsen, og hvis jeg har sagt ja til en sag, så tager jeg den hele vejen.«

Altid under anklage

Hvordan sætter du dig op til at være på klientens side af sagen – når medierne og befolkningen har dømt din klient på forhånd?

»Ja, det er virkelig et stort dilemma og en arbejdsmæssig udfordring. Jeg har aldrig problemer med at tage min klients synspunkt – uanset anklagen. Men i forhold til om man får en rimelig behandling af sagen – og den rolle medierne spiller – det er et meget stort problem. For som forsvarsadvokat har jeg tavshedspligt, og inden sagen kommer for retten, må jeg ikke udtale mig. Det eneste jeg må sige er, at min klient nægter sig skyldig. Det krænker min retsfølelse, når politiet og anklagemyndigheden fører deres sag i medierne. For som forsvars-advokat har du ikke mulighed for at lave modtryk. Det giver en skævvridning,« siger Bettina og fortsætter:

»Når sagen begynder i retten, får dommeren, og i de store sager også nævningene, besked på ikke at lade sig påvirke af, hvad de har hørt op til sagen. Men vi er alle mennesker, og i min optik kan vi ikke undgå at blive påvirket af det, der foregår i medierne. Det er et stort problem.« 

Mors arbejde er vigtigt

Privat er Bettina gift med iværksætteren og milliardæren
Michael Mortensen, tømreren fra Horsens, der startede sin første virksomhed som 13-årig. I dag er han ejer af Casa Group og har desuden aktier og bestyrelsesposter i en lang række af selskaber. Sammen har de en søn på 12 og en datter på 10. Men selvom parret er økonomisk privilegerede, er det ikke faldet Bettina ind at lægge sit liv om for at blive hjemmegående.

»Nej. Det har jeg aldrig set som en mulighed. Jeg bliver vildt irriteret, når nogen påpeger, at jeg ville være en bedre mor, hvis jeg levede mit liv anderledes eller havde et mindre krævende arbejde,« siger hun og rynker brynene en smule. Hun tager en kort tænkepause, inden hun fortsætter:

»Jeg er fuldt ud klar over, at når jeg har valgt et arbejde, hvor jeg lægger mange timer, så er der naturligvis noget andet, jeg vælger fra. Selvfølgelig ser jeg ikke mine børn så meget, som hvis jeg gik hjemme. Det er klart. Men jeg er den bedste mor, jeg kan være for mine børn.«

Bettina lægger ikke skjul på, at vi nu berører et af de emner, der ligger hende meget på sinde:

»Jeg tror, det er vigtigt, vi opdrager vores børn, så de opfatter kønnene som ligeværdige. Mine børn skal ikke have oplevelsen af, at mit arbejde er mindre vigtigt end deres fars. Børn gør det, de ser os gøre. Og mine børn skal se, hvordan mit arbejde gør en forskel for mennesker, der har brug for min hjælp,« slutter hun. •