Billund Lufthavn // Notion. Foto: Inhouse studios

Billund Lufthavn vil skabe mere vækst i samarbejde med østjyske virksomheder

Billund Lufthavn kigger ind i fremtidens rejsevaner og vil stille danske virksomheder stærkere og skabe langvarige samarbejder.

 

Hos Billund Lufthavn er man bevidst om, at corona har lært os, at møder kan holdes online, og at fremtiden derfor byder på ændrede rejsevaner.

»De interne erhvervsmøder, som man plejer at rejse korte distancer for at afholde, kommer i høj grad til at blive afskaffet og erstattet af møder online. Det ved vi,« siger administrerende direktør for Billund Lufthavn, Jan Hessellund.

På trods af mange ændrede rejsevaner tyder undersøgelser dog på, at rejseaktiviteten kommer til at være konstant og måske endda tage til i nogle tilfælde. Det gør sig især gældende ved eksterne salgsaktiviteter eller check-ups på igangværende projekter, eller når eksempelvis servicemontører skal rejse ud for at reparere eller servicere. Her er fysisk tilstedeværelse alfa omega.

Billund Lufthavn // Notion. Foto: Inhouse studios

Ændrede rejsevaner påvirker fremtidens luftfart

Forventningen hos Billund Lufthavn er da også, at størstedelen af erhvervsaktiviteten vender tilbage – og hurtigere end først antaget. Det ses bl.a. på den store efterspørgsel på de tilbagevendende netværksselskaber, som er attraktive for erhvervslivet: LOT til Warszawa, Lufthansa til Frankfurt, Turkish Airlines til Istanbul, KLM til Amsterdam og mange flere.

»Vi ser desuden med meget positive øjne på British Airways returnering til Heathrow, når Storbritannien åbner igen,« fortæller Jan Hessellund.

Lignende store udvalg af hub-destinationer findes ikke i andre regionale lufthavne i Europa.  Alene i august annoncerede Wizz Air fire nye ruter, som gør Billund Lufthavn til et vigtigt forbindelsesled til den udenlandske arbejdskraft, som danske virksomheder har brug for kommer til landet fra veluddannede nationer i Central- og Østeuropa. Og faktisk er Billund Lufthavn allerede oppe på samme antal destinationer som i 2019 – før corona brusede frem.

Som ringe i vandet

For Billund Lufthavn er en fælles indsats vigtig i kampen for at skabe vækst i Vestdanmark. Derfor faciliterer og understøtter lufthavnen nye samarbejder, og byder i særdeleshed op til de samarbejder, som gavner bredt, og hvor der er gensidige interesser. Det gælder både i erhvervslivet og turismen, hvor der allerede er indledt mange frugtbare alliancer.

»Vækst spreder sig som ringe i vandet, og for os er det vigtigt at levere ind i den efterspørgsel, som løbende udvikler sig,« siger Jan Hessellund.

Vækst spreder sig som ringe i vandet, og for os er det vigtigt at levere ind i den efterspørgsel, som løbende udvikler sig.

I de alliancer, Billund Lufthavn indgår, ligger der et ønske om at understøtte markeder og skabe vækst på tværs af brancher. Billund Lufthavn har bl.a. et samarbejde med Destination Aarhus om at skabe bedre international tilgængelighed for erhvervslivet i det østjyske vækstbånd, fordi det gør virksomhedernes adgang til internationale talenter bedre. Det har virksomheder som Systematic i Aarhus og Blunico i Horsens blandt andet nydt godt af i deres jagt på nye IT-talenter og medarbejdere.

»Systematic er en international IT-virksomhed med ITløsninger til flere millioner af brugere verden over og med flere end 1000 medarbejdere fordelt på 10 kontorer på fire kontinenter. Derfor er Billund Lufthavn, som internationalt knudepunkt, vigtig for, at vi kan have hovedsæde i. Vestdanmark og i Aarhus. Den internationale tilgængelighed via Billund Lufthavn er bl.a. afgørende for, at vi kan servicere og modtage vores kunder og ikke mindst tiltrække den bedste arbejdskraft fra hele verden til vores virksomhed i Aarhus,« udtaler Michael Holm, CEO hos Systematic.

Billund Lufthavn // Notion. Foto: Inhouse studios

På samme måde oplever Blunico, at det er vigtigt med nem tilgængelighed for internationale kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere, og at det samtidig har været afgørende for virksomhedens succes.

»I og med at Blunico er en globalorienteret virksomhed, er det altafgørende, at vi kan få kunder og samarbejdspartnere hertil hurtigt og let. Uden den lette adgang, der er hertil fra hele verden, havde vi ikke haft de muligheder, vi har i dag. Derudover er det også lettere at få kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, og det gør sig udslagsgivende på vores medarbejderside,« siger Bo R. Ulsøe, adm. direktør i Blunico.

Det skal være nemt, hurtigt og komfortabelt

Væksten i erhvervslivet og byerne i og omkring en international lufthavns optageområde stiger, hvis tilgængeligheden til lufthavnen bliver bedre. Derfor er Billund Lufthavn åben over for dialog med erhvervslivet, hvis virksomhederne ønsker nye ruter eller samarbejder af en slags.

Vi skal stå sammen i Vestdanmark om at bevare og udvikle balancen i Danmark.

»Vi skal stå sammen i Vestdanmark om at bevare og udvikle balancen i Danmark,« fastslår Jan Hessellund, der også sætter pris på, at der i midten af 2020’erne kommer motorvej til lufthavnen. Samtidig understreger han behovet for endnu mere infrastruktur til og omkring Danmarks andenstørste lufthavn.

I lufthavnen findes mange muligheder for at bruge ventetiden i komfortable omgivelser. Man kan blandt andet købe sig adgang til en af de 300 pladser i VIP Loungen. Her kan man slænge sig i det bløde område eller placere sig ved en arbejdsstation og bruge tiden produktivt. Skal man foretage opkald, er der mulighed for at gøre det fra en af de lydisolerede telefonbokse, som er installeret i loungen, så man kan ringe uforstyrret i private omgivelser.