Orkesterefterskolen

Taktstokken svinger med drømme og korpsånd på unik efterskole

En fælles passion er afgørende i Asbjørn Faleides arbejde med at drive landets mest specialiserede efterskole inden for klassisk musik.

Hvert år sender Orkesterefterskolen i Holstebro mere end 60 elever videre i økosystemet for klassiske musikere og folkemusikere. Mange ender på konservatoriet med en drøm om musikken som levevej, mens andre nyder godt af deres kunnen som amatørmusikere.

Den lille efterskole med godt 67 elever gør det godt. Så godt, at Orkesterefterskolen efterhånden er anerkendt som et kraftcenter inden for klassisk musik, der tiltrækker elever fra nær og fjern. Og når man spørger forstander, Asbjørn Faleide, hvad der har drevet efterskolen til det, den er i dag, er han ikke i tvivl:

- Der er en enorm kraft i, at vi har den klassiske musik tilfælles. Med musikken som passion har vi et fælles formål med at være her, og det gør det nemmere at skabe noget ekstraordinært – både for mig som forstander, for vores unge elever og for de dygtige undervisere.

Tiltrækker specialister fra hele landet

En af efterskolens forcer er nemlig det sidstnævnte; det store korps af højtspecialiserede musikundervisere fra ind- og udland. Orkesterefterskolen har tilknyttet en underviser for hvert instrument i det klassiske orkester, så eleverne kan få dedikeret og specifik soloundervisning.

Højtspecialiserede musikundervisere hænger dog ikke på træerne. Men på trods af sværhedsgraden i at finde musikundervisere til små freelance-stillinger i Vestjylland, mærker han en enorm vilje fra underviserne til at trodse afstanden for at undervise på efterskolen.

- Musiklærerne brænder for musikken. De kan se, at Orkesterefterskolen udgør et vigtigt led for klassiske musikere og folkemusikere. Det vil de gerne bidrage til, på trods af at de skal krydse landet og tilpasse undervisningen her på skolen med deres daglige arbejde, fortæller Asbjørn Faleide.

Musikken giver en fælles retning

I alt står der 43 cpr-numre på Orkesterefterskolens lønningsliste. Men for Asbjørn Faleide har det endnu ikke givet anledning til udfordringer at lede en personalegruppe bestående af faste undervisere og en stor andel freelancere.

- Musikken giver os en retning. Vi er alle enige om, hvor vi skal hen. Jeg kan ikke have styr på det hele og være nede i alle detaljer. Derfor er det fedt, at vores undervisere og medarbejdere ved, hvilken vej vi går. De kender vores eksistensgrundlag og kan derfor sagtens selv drive undervisningen og træffe de rette beslutninger, siger Asbjørn Faleide.

Og formålet for efterskolen er det samme, som det har været siden 2004; At skabe et rart sted, hvor unge mennesker kan dyrke en fælles interesse og dygtiggøre sig inden for klassisk musik.

- Det er det bedste ved det her sted. Alle med en særlig interesse inden for de klassiske grene af musikken kan finde en ligesindet at spille med. Det er så vigtigt for mig, at det bliver ved med at være sådan, afslutter forstanderen. •