HAPPY EVNET // NOTION

Smid dine medarbejdere for løverne

Ree Park Safari har indledt et samarbejde med den erfarne kok og event-arrangør Morten Goul Jensen. Han skal være chef for hele parkens madkoncept. Det giver nye og spændende muligheder for at beskytte truede dyrearter.

Spændende gastronomi er sjældent en af grundene til, at man opsøger forlystelses- eller dyreparker. Men det er blandt andet, hvad Ree Park Safari nu vil lokke flere gæster til Djursland med. Det seneste år har parken gennemgået store forandringer inden for det kulinariske felt med Morten Goul Jensens knowhow. Næste skridt er indvielsen af en restaurant hos dyrenes konge – parkens afrikanske løver.

Der er et kæmpe potentiale i at tilbyde gastronomi herude, så vi kan tiltrække publikum uden for de normale åbningstider. 

HAPPY EVENT // NOTION

»Der er et kæmpe potentiale i at tilbyde gastronomi herude, så vi kan tiltrække publikum uden for de normale åbningstider. Pommes frites og pølser er fint for mange af parkens gæster, men det sørger vi nu også for at indkøbe i højere kvalitet,« siger Morten Goul Jensen.

Han er kendt for sin konceptrestaurant No 16 i Aarhus og eventfirmaet Happy Event, hvor han arrangerer uforglemmelige oplevelser for et voksent publikum. Derfor har det været spændende for ham at finde ud af, hvordan man kan forbedre mad, der er designet til at blive spist på farten.

Perfekt overlap

I Ree Park Safari har Morten Goul Jensen især budt ind med sin store erfaring med at sælge og afvikle store fester for virksomheder. Traditionelt svinger aktiviteten i takt med sæsonen. Derfor er målet at skabe spændende events, som kan trække mere erhvervsturisme til området. Det gør han nu blandt andet ved at tilbyde events i parken til de af Happy Events kunder, som vil finde det relevant.

Der har vist sig at være et perfekt overlap mellem hans egne aktiviteter i Aarhus og den nye opgave i Ree Park Safari. De erfarne medarbejdere fra konceptrestauranten håndterer selv de faste retter, når han ikke er til stede. Og når der er højsæson i safariparken, er der som regel så stille i centrum af Aarhus, at Morten Goul Jensen kan flytte nogle af medarbejderne med sig.

»Det gør udviklingen hurtigere, fordi vi er vant til at arbejde sammen, og det har givet fine økonomiske resultater for begge virksomheder. Ree Park Safari slipper for at have køkkenpersonalet ansat året rundt, og jeg kan udleje dem, hvor de har mindst at lave,« forklarer han.

HAPPY EVNET // NOTION

Mindre plast. Mere avl

Ree Park Safari er kendt for at hjælpe truede dyrearter gennem omfattende avlsprojekter for at sikre deres overlevelse. Derfor var det en oplagt del af projektet at slippe af med plastemballage og sænke parkens miljømæssige aftryk. Her har Morten Goul Jensen også budt ind med en del af sin rutine fra håndteringen af store events, hvor madspild og store mængder affald let kan opstå.

»Når vi servicerer så mange mennesker hvert år, har vi et stort fokus på, at indkøb og affald står i naturens tegn. Det har jeg længe haft en proces for i min egen forretning, og det gav rigtig god mening at indføre her. Det er ikke ligemeget, hvordan vi behandler miljøet.« •