Fra fejedreng til direktør og medejer
Selvom SIEL A/S er den nye dreng i klassen, når det gælder totalentrepriser til erhvervsbyggeri, har ejerne til sammen mere end 100 års erfaring i branchen. Allerede fra begyndelsen er de åbne for at give nye talenter et medejerskab i virksomheden.
Der er de gamle hæderkronede entreprenører i byggebranchen, og så er der SIEL A/S. SIEL A/S er spritny aktør i branchen, og malingen på kontoret i Nupark i Holstebro er næsten ikke tørt endnu.
Men det skal man ikke lade sig narre af. For bag den nye entreprenørvirksomhed står særdeles erfarne kræfter i branchen: Esben Pedersen, Birgitte Svenningsen og Jesper Simonsen.
Solgte til NCC i 2018
Esben Pedersen var ansat i 34 år hos Jakobsen & Blindkilde i Aulum, de seneste 25 år som direktør og medejer. Han solgte i 2018 sammen med medejer og økonomiansvarlige Birgitte Svenningsen og 6 andre medejere til NCC Danmark. De to er nu henholdsvis projektchef og økonomichef i SIEL A/S.
Jesper Simonsen begyndte som fejedreng hos Jakobsen & Blindkilde i 1991 og har efter endt uddannelse som bygningsingeniør, i en årrække bygget vindmøllefabrikker i både ind og udland.
Forbindelsen med sin tidligere chef Esben holdt ved gennem de mange år, og i dag er Jesper Simonsen direktør for og medejer af SIEL A/S.
- Så ja, man kan fint begynde som fejedreng og ende som direktør, siger Jesper Simonsen, der med sine 47 år er den yngste af holdet bag den nye dreng i klassen.
Åbne for unge projektledere
Og netop fordi trioen bag SIEL A/S er så erfarne, som de er, er de allerede her helt fra begyndelsen åbne for, at nye yngre talenter i branchen kan komme ind og få et medejerskab i virksomheden.
- Vi ved, at kombinationen mellem solid erfaring og nye friske øjne er stærk. Vi kunne godt forestille os at vokse med to-tre unge projektledere, siger Jesper Simonsen.
Det er ikke fordi SIEL A/S nødvendigvis skal vokse sig stor målt på antallet af medarbejdere. Tværtimod ønsker de tre ejere at have en lille og agil organisation, der kan gøre brug af et særdeles stort netværk opbygget gennem mange år i branchen.
- Vi ønsker at være hoved- og totalentreprenør for bygherrer, som ved, at et samarbejde med os bygger på kvalitet og leveringssikkerhed, siger Jesper Simonsen.
Specialister i lager og logistik
Lige nu har krigen i Ukraine ikke gjort det nemmere at forudsige verdens gang, og virksomheder står ikke nødvendigvis i kø her og nu for at investere i nye faciliteter eller domiciler, som er spidskompetencen for SIEL A/S.
Men direktøren ser alligevel lyst på fremtiden for erhvervsbyggeri og ikke mindst for byggeri til lager og logistik, som er en af virksomhedens specialer.
- Verden er under forandring og behovet for nye faciliteter til netop lager og logistik bliver ikke mindre i fremtiden. Nærhed til markedet bliver et afgørende parameter for mange virksomheder, siger han og tilføjer, at både Corona og krigen i Ukraine har gjort værdien af lokal tilstedeværelse meget tydelig.
- Coronaen har vist med al tydelighed, at det ikke længere er nok med et lager eller andre faciliteter i østen. Ude er godt, men hjemme er bedre, siger Jesper Simonsen.
På hjemmebane i padel
Og så er der lige hallerne til den relativt nye sport i Danmark: Padel tennis. Padelbaner er skudt op som paddehatte over hele landet på relativt få år. Også her er SIEL A/S på hjemmebane.
- Det gode ved padelbaner er jo faktisk, at det er en ramme, som man kan bruge til mange forskellige formål. Bliver padel på et tidspunkt uaktuelt i et område, har man en ganske god bygning til netop lager og logistik. Og omvendt, siger Jesper Simonsen.
Evnen til at tænke ud af boksen og til at standardisere byggeprocessen til glæde for alle parter, vil være et af SIEL A/S’ absolutte styrker, og med samlet set mere end 100 års erfaring inklusiv en periode som fejedreng som ballast, kan det næppe gå helt galt. •