Erhvervslivet i Holstebro er i bevægelse

Erhvervslivet i Holstebro er i bevægelse

Medlemstallet i ErhvervsForum Holstebro skyder i vejret – nyansat direktør tøver ikke med at fortælle både virksomheder, uddannelser og kommune at alle skal på banen. Og det virker.

Et erhvervsråd kan være en servicestation, hvor medlemmerne kan tanke op og vælge og vrage mellem arrangementer og serviceydelser. Men ikke i Holstebro, hvor erhvervsrådet hedder ErhvervsForum Holstebro.

Her møder den nye direktør Peter Kjeldbjerg medlemmerne med en forventning om, at de engagerer sig på den ene eller den anden måde for at kunne nyde godt af fællesskabet. Og tilgangen ser ud til at virke. På få måneder er medlemstallet mere end fordoblet og tæller nu mere end 250 virksomheder – ambitionen er det dobbelte.

Skal løfte sammen

– ErhvervsForum Holstebro er ikke bare en erhvervsorganisation blandt mange eller et klassisk erhvervsråd. Vi tror på, at vi kan være løsningen, der løfter erhvervsudviklingen i Holstebro Kommune baseret på et tæt samarbejde mellem erhvervsliv, uddannelser og kommune, siger Peter Kjeldbjerg.

Han blev ansat som direktør i ErhvervsForum Holstebro i foråret 2021 efter fire år som leder af sekretariatet for Lydens By i Struer. Inden da var han chefredaktør på Dagbladet Holstebro-Struer og gennem ti år direktør i erhvervsparken Nupark efter en årrække som journalist og studievært på TV MIDTVEST.

Gode historier

En rød tråd i Peter Kjeldbjergs arbejdsliv har været evnen til at facilitere samarbejde og lysten til at fortælle gode historier.

– Gode idéer smitter, og virksomheder, der tør inspirere og lade sig inspirere af hinanden, er stærke virksomheder, siger Peter Kjeldbjerg.

Han er ikke bange for at stille krav. Både til de mange medlemsvirksomheder, uddannelsesinstitutionerne og Holstebro Kommune.

– Det koster for en kommune at have et stærkt erhvervsliv, men investeringen kommer mange gange tilbage, hvis arbejdet er konkret og målrettet. Vi kan vist godt blive enige om, at vi står over for nogle ret spændende udfordringer i forhold til f.eks. omstilling til mere digitalisering, mere bæredygtighed og ikke mindst i forhold til den intensive kamp for at tiltrække talent. De udfordringer løser vi kun sammen, siger Peter Kjeldbjerg.

Han ser ErhvervsForum Holstebro som det helt naturlige samlingspunktet for alle, der ønsker stærke virksomheder og uddannelser i kommunen.

En af arbejdsmetoderne i ErhvervsForum Holstebro er at etablere og facilitere faglige netværk på tværs af kommunens virksomheder. De første netværk er etablerede for produktionschefer og marketingansvarlige, ligesom der er etableret et lokalt netværk, der samarbejder omkring udviklingen af Thorsminde.

– Det er netværk, hvor man deltager for at gøre hinanden klogere og inspirere til nye tankegange. Når mennesker mødes, sker der ofte noget uforudset, og det er i mødet med andre, kimen til innovation og nytænkning bliver skabt, siger Peter Kjeldbjerg.

Gode idéer smitter, og virksomheder der tør inspirere og lade sig inspirere af hinanden, er stærke virksomheder.

Den store klinge

ErhvervsForum Holstebro holder også hvert år en erhvervsdag, hvor beslutningstagere fra lokale virksomheder sammen går op på en endnu større klinge.

I år ligger ErhvervsDagen sidste fredag i oktober og har temaet ”Tid til omstilling”.

– Den grønne omstilling stiller krav, som vi først lige er begyndt at kunne skimte omfanget af. Virksomheder kommer til at møde helt nye krav fra både forbrugere, danske myndigheder og EU. Det bliver ikke nemt, ikke at være grøn i fremtiden, og det kan vi lige så godt forberede os på. Ja, vi er faktisk allerede lidt bagud, siger Peter Kjeldbjerg.

Ud over grænsen

En af hovedtalerne ved ErhvervsDagen er tidligere klimakommissær Connie Hedegaard, og hun er flankeret af profiler som Mette Refshauge fra A.P. Møller-Maersk og Rune Jungberg fra Lars Larsen Group, der alle arbejder intensivt med grøn omstilling.

– Det er vigtigt, at vi kigger ud over vores egen virksomhed. Vi skal også kigge ud over kommunegrænsen og videre ud i verden. Den grønne omstilling er nødvendig, men den er også en stor gave til virksomheder, der formår at omstille sig i tide, siger Peter Kjeldbjerg.

ErhvervsDagen bliver i 2021 toppet med en gallafest, hvor ikke færre end seks lokale erhvervskulturpriser bliver uddelt under pomp og pragt i Musikteatret.