Erhvervslivet er afgørende for kulturen i Horsens
2019 bliver et kulturelt overflødighedshorn takket være Horsens & Friends. Sponsorerne bag har en unik mulighed for at forkæle kunder og medarbejdere med billetter til nogle af verdens største artister – mens de gør en forskel for byen.
Til sommer fejrer Foo Fighters deres 25-års jubilæum ved at lægge FÆNGSLET ned. Det legendariske rockband indledte 2019 med fuld fart på som hovednavn ved Super Saturday Night – den musikalske opvarmning til Super Bowl.
Horsens & Friends har sikret Horsens mulighed for at synge med på klassikere som Learn To Fly og All My Life – en oplevelse som bandets store fanskare tit rejser flere tusinde kilometer for. Bag scenen har Claus Visbye og hans ansatte kæmpet hårdt og længe for at få Dave Grohls rock-fest til byen. Markedet for store koncerter er præget af enorm, global konkurrence, så uden den store erfaring, Horsens & Friends har samlet i årenes løb, var det aldrig lykkedes.
»Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver en helt magisk aften. Men det bliver ikke den eneste. Vi ser frem mod et år, hvor nogle af verdens største artister gæster os,« siger Claus Visbye, direktør i Horsens & Friends.
Billetterne er revet væk til sommerens dobbeltkoncert med Lenny Kravitz og Dizzy Mizz Lizzy. John Cleese giver os én sidste chance for at se ham optræde, før han skal dø. Og selvom Svend Brinkmann vil overtale os til at Gå Glip, er opbakningen til det lokale kulturliv ikke til at tage fejl af.
Musikfestivalen Wall of Sound lokker igen det unge publikum på FÆNGSLET. Måske får horsensianerne endda en ekstra festival i år til at slukke tørsten med.
Ikke muligt uden støtte
De mange store oplevelser ville ikke finde vej til Horsens uden sponsorerne bag Horsens & Friends. Flere end 70 lokale virksomheder og personer sørger for det økonomiske fundament i et presset kulturmarked.
Til gengæld for deres støtte får sponsorerne to billetter til hvert eneste arrangement. De får lov til at springe køen over og købe deres billetter med rabat. De har altså god mulighed for at forkæle kunder, ansatte og forretningsforbindelser med oplevelser. Men for flere af sponsorerne er der vigtigere fordele.
»Vi ønsker et Horsens med oplevelser og kultur i højsædet. Horsens & Friends gør byen interessant at bo i, og det giver vores investeringer større værdi,« siger Michael Brixhuus, direktør i SVANEN Gruppen.
Som en særlig bonus får sponsorerne adgang til VIP-arrangementer. Her kan de netværke med dygtige medarbejdere og erhvervsmænd fra byens største virksomheder.
Vi ser frem mod et år, hvor nogle af verdens største artister gæster os