Engageret erhvervsrådgivning som skaber værdi
Advokathuset LRP har oprettet en ny afdeling for at hjælpe sine kunder med udbud.
Hos advokathuset LRP spilder de ikke kundernes tid på at tale i et indviklet sprog. Erhvervskunderne lægger enorme kræfter i deres virksomheder. De har et stort ansvar for virksomheden og alle menneskerne i den – derfor er der ikke tid til at overkomplicere tingene.
»Vi har alle de specialister i firmaet, som er nødvendige, for at vi kan rådgive om præcis den løsning, som skaber mest værdi for vores kunder – alt fra det komplicerede generationsskifte til den daglige drift af virksomheden. Vi har stor respekt for de kræfter, vores kunder lægger i deres virksomheder og det ansvar, som følger med. Det forpligter og kræver noget ekstra – et naturligt engagement – hvis man vil have det privilegie at være deres rådgiver,« siger Peter Agentoft Nielsen.
Han kom til LRP som husets nyeste partner i 2016. Siden har han været en af de drivende kræfter bag udviklingen af det moderne advokatfirma. Med udviklingen har LRP tiltrukket en række stærke profiler og gjort det muligt at få den komplette juridiske service af engagerede rådgivere på ét sted.
Insiderviden om udbud
Susanne Bak Lerke er den senest ankomne ekspert hos LRP. Hun er uddannet erhvervsjurist og har arbejdet som udbudskonsulent for blandt andet Fællesindkøb Midt, som sender ordrer i udbud for fire kommuner. Nu rådgiver hun både LRP’s offentlige og private kunder i udbudsprocesserne.
»Som tidligere udbyder kender jeg processerne i udbud indgående. Jeg vejleder i reglerne, fortolkningen af dem og kvalitetssikring af materialer.
Jeg opfordrer parterne til mere åben dialog, da det klart giver de bedste udbud og kontrakter,« forklarer Susanne Bak Lerke.
Hun følger hele tiden med i praksis på udbudsområdet, så hun kan holde kunderne opdaterede om de gældende regler.
Høj tilgængelighed og værdiskabelse
LRP’s erhvervskunder er typisk ejerledere med mindre eller mellemstore virksomheder. Behovet for juridisk bistand og sparring opstår nogle gange akut, så man helst skulle have haft løst udfordringen, man står med, i går. Derfor er LRP til rådighed for kunderne, når udfordringerne opstår – og ikke først dagen efter.
»Vores kompetencer kombineret med engageret rådgivning giver dig værdi nu og her, fordi vi er der for dig, når du har brug for det.« siger Peter Agentoft Nielsen.