Danmarks bedste erhvervsteam har hjemme i Horsens

Danmarks bedste erhvervsteam har hjemme i Horsens

Alle kan sælge biler. Men det kræver en særlig indsats at blive valgt gang efter gang. Autocentralen Horsens tager sig så godt af kunden før, under og efter salget, at de er blevet kåret som landets bedste erhvervsteam af Volkswagen Danmark.

Kun ét år efter, at Allan Junge indtog direktørstolen hos Autocentralen Horsens, kunne han se sit erhvervsteam blive kåret som landets bedste. Spørger man ham og salgschef for erhvervsbiler, Kristian Zouaoui, er der ingen hemmeligheder bag succesen.

»Vi skal faktisk bare være 1% bedre end de andre. Så vores tiltag er ret simple. Vores kunder skal have det »lille ekstra,« hver gang de kommer i forretningen. Vi kender vores kunder og ved, hvad de har behov for,« fortæller Kristian Zouaoui.

I praksis betyder den ekstra lille indsats eksempelvis, at Autocentralen Horsens kontakter kunderne i stedet for at vente på, at kunderne kontakter dem. De spørger i god tid, om der er brug for nye biler, dæk eller eftersyn. Især op til travle perioder, hvor kunderne risikerer ventetider, glæder opmærksomheden.

»Vores kunder med specielle dækstørrelser har vi for længst bestilt vinterdæk hjem til. De oplever det som den fed­este service, at vi allerede har deres 22˝ på lager, indkøbt med den gode rabat til kunden,« siger Allan Junge.

Som venner af huset

Ventetiden på fabriksnye biler er til tider flere måneder lang. Derfor bliver kunderne også spurgt, før Autocentralen Horsens lægger store bestillinger ind. Bilhuset tager hele risikoen og sørger for at sælge bilen til anden side, hvis kunden alligevel ikke har behovet.

»Vi kender jo deres ønsker til bilerne, så vi kan let bestille det, de har brug for, når de skal ansætte en mand mere. Flere af vores kunder har så travlt, at de forventer at købe mellem tre og syv biler, når vores næste levering kommer,« siger Allan Junge.

Når det går den anden vej for kunderne, sørger bilhuset også for at hjælpe dem af med bilerne igen. Der er en god forretning i fleksibiliteten for begge parter.

Den prisvindende kundeservice bygger på en filosofi om, at Autocentralen Horsens ser kunderne som venner af huset. Her skal være plads til god stemning Men alle besøg afsluttes med en professionel opsummering af, hvad der er aftalt. Og servicen stopper ikke der.

Det er først nu, vi skal vise, at vi er de bedste, og at vi har de mest tilfredse kunder. Og så er der jo ingen, der siger, at man ikke kan blive årets erhvervscenter to år i streg,

Belønnet på forkant

Æren ved at blive kåret som årets erhvervscenter i Danmark, var ikke den eneste gevinst, erhvervsteamet i VW Horsens kunne tage med hjem. Alle medarbejderne i erhvervsteamet fik en uges inspirationstur til Mallorca foræret af den danske importør af Volkswagen. Her brugte de blandt andet tiden på at lægge planer for fremtiden.

»Jeg mener lidt i sjov, at vi har fået den her titel på forkant. Nu skal vi i det kommende år bevise, at vi er titlen værdige. Vi skal være endnu mere synlige, have en øget kundetilfredshed og kapre flere bidder af markedet. Det er først nu, vi skal vise, at vi er de bedste, og at vi har de mest tilfredse kunder. Og så er der jo ingen, der siger, at man ikke kan blive årets erhvervscenter to år i streg,« siger Allan Junge.

Han kan ikke løfte sløret for alle fremtidsplanerne. Men som specialister i bilmærket med den højeste andel af det danske marked er der stadig et kæmpe potentiale. Siden bilhuset blev byens autoriserede Skoda-forhandler, er der også kommet flere store kunder til forretningen.

Blandt dem er et par store Aarhus-virksomheder, som nemt kunne have placeret deres bilforretninger hos en lokal forhandler. Alligevel har ledelsen valgt Autocentralen Horsens for at få den bedste service til deres store vognpark.

Det er stadig uvist, hvornår byggeriet af Autocentralen Horsens’ nye domicil kan gå i gang. Ved redaktionens slutning var lokalplanen endnu ikke godkendt. Men byggeplanerne, som vi tidligere har beskrevet i Notion, er kun blevet mere ambitiøse.

 

mænd og bil