BiBi // Notion

5 spørgsmål til BiBi Chemnitz

Bag modebrandet BIBI CHEMNITZ står den unge designer Bibi Chemnitz og hendes kæreste David Røgilds. Bibi er vokset op på Grønland. David er vokset op i Stensballe. De mødte hinanden som studerende i Århus, og nu driver de et af Grønlands største brands. Vi er nysgerrige på, hvordan de har opnået denne flotte succes og har sat Bibi i stævne til en snak om brandets tilblivelse. / rejse til hvor det er i dag.

Hvordan startede BiBi CHEMNITZ? 

»Jeg grundlagde BIBI CHEMNITZ i 2006 i en alder af 21 år. Det var kort efter, at jeg havde afsluttet min uddannelse på TEKO, hvor jeg havde lavet en række designs i mit eget navn, som blev solgt i en butik i Århus, hvor jeg boede på daværende tidspunkt. I løbet af det første år kom David til for at hjælpe med design, salg, markedsføring og daglig drift. 

   Til at starte med prøvede vi meget ihærdigt at bryde igennem på det danske marked og solgte vores varer til en række forskellige butikker. Men efter en årrække med dette setup besluttede vi os for at flytte fokus mod udlandet og mit hjemland, Grønland, da vi så et bedre potentiale i dette marked.«

 Hvordan vil du beskrive jeres stil? 

»Vores stil er streetwear/sportswear med klare referencer over hele linien til Grønland og det arktiske område – kombineret med en afslappet københavner-coolness. Vi designer en del unisex styles, der kan bæres af både mænd og kvinder. Det er op til den enkelte, hvordan man selv vælger at mikse det sammen, og om man køber det »true to size« eller en smule oversize, som vi begge selv personligt foretrækker. 

  Vores designs er primært sorte og andre mørke nuancer. Det passer supergodt til det mørke nord. Der kan også fra tid til anden findes små politiske statements i vores designs, ofte er de dog rimeligt afdæmpede.«.

 Hvad har været jeres fedeste oplevelser?

»Der har været mange! At afholde modeshow på Rådhuset i København med 60 mand involveret og flere hundrede blandt publikum. Det kunne også være nogle af de kunstprojekter, vi har deltaget i, der har bragt os rundt i verden sammen med andre designere fra de transatlantiske lande (Grønland, Island og Færøerne). Eller vores 10 dages ophold på et børnehjem i Uummannaq ca. 500 km nord for polarcirklen, hvor vi oplevede en masse børns fascination af vores arbejde. 

Skal vi kun nævne én ting, så må det være oplevelsen, vi får, hver gang vi er i Grønland. Det grønlandske folk har virkelig taget vores brand og design til sig.

Hvad har været jeres største udfordringer?

Logistikken og salgsprocessen. Der er ingen af os, der er specielt glade for selve salgsdelen, så den trækker virkelig tænder ud. Det er også en vigtig grund til, at vi valgte slet ikke at fokusere på salg i Danmark. Vi syntes ikke, det var ret sjovt. Så da vi kunne se, at vi sagtens kunne klare os økonomisk uden, droppede vi helt at køre rundt i Danmark for at sælge varer ind til butikker. Det giver os en stor frihed ikke at være afhængige af det.

 Hvad byder fremtiden på for jer?

En evig udvikling og stræben efter at forbedre sig. Forhåbentligt får vi også mere salg i Asien, hvor vi godt kunne tænke os at udvide netværket af forhandlere. Vi er på ingen måde ude på at blive enormt store. Det skal altid være sjovt og til at styre for os to. Det er også derfor, vi aldrig har tilknyttet os en investor. Vi vil selv, og vi kan selv! Vores mål er et fornuftigt antal forhandlere – et sted mellem 40-80. Det vil give os frihed til at designe de ting og leve det liv, vi ønsker. Vi rejser ca. 100 dage om året. Det er den luksus, vi tager i vores liv, da vi ikke har børn og heller ikke har planer om at få nogen.